Jardin ankom til Danmark i januar 1755 og fik i de følgende år jævnligt både sin åremålsansættelse og sin orlovsbevilling fra Frankrig fornyet. I 1760 blev han chef for det danske bygningsvæsen med det forbehold, at han som følge af sin midlertidige tilknytning til landet ikke fik nogen tilsynspligt i forhold til de kongelige bygninger. Han kunne dog få tildelt et givet projekteringsarbejde som en særopgave. Under en studierejse til Frankrig og England i selskab med Johannes Wiedewelt i 1768-1769 blev han i 1769 slået til ridder af den franske S. Michaelsorden.
I 1770 blev arbejdet på Frederikskirken af økonomiske årsager afbrudt. Skønt byggestoppet blev annonceret som midlertidigt, blev det afgørende for Jardins ophold i Danmark. Hans ene hovedopgave var væk, og i 1771 tog han sin afsked fra akademiet og rejste tilbage til Frankrig. Men hans virke i Danmark satte sig varige spor, både i form af hans bygninger, haver, interiører, møbler og grafik – og ved at hans tanker blev bragt videre af hans elever, eksempelvis C.F. Harsdorff og Georg Erdman Rosenberg.
Blandt Jardins hovedværker er spisesalen i Moltkes Palæ på Amalienborg (1757), ombygning og indretning af Lundehave (nu Marienlyst Slot) i Helsingør (1758-1764), Fredensborg Slotshave (1759-1766), Bernstorff Slot og have i Gentofte (1759-1765) samt i København Sølvgades Kaserne (1764-1771) og Det Gule Palæ i Amaliegade (1764-1767). En ombygning af Glorup på Fyn fandt sted 1763-1765.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.