Nicolas-Henri Jardin

Jardins ophold i Rom i årene 1744-1748 kom til at falde i de afgørende år, hvor unge kunstnere i en fælles søgen efter en ny og en tidssvarende stil blev inspireret af Roms historiske arkitektur og tog de første skridt til nyklassicismen.

I Rom mødte Jardin billedhuggeren Jacques-François-Joseph Saly, der i 1754 anbefalede ham som Niels Eigtveds efterfølger som arkitekt for Frederikskirken i København og som Danmarks første professor i arkitektur ved det nyoprettede maler-, billedhugger og bygningsakademi.

Jardin ankom til Danmark i januar 1755 og fik i de følgende år jævnligt både sin åremålsansættelse og sin orlovsbevilling fra Frankrig fornyet. I 1760 blev han chef for det danske bygningsvæsen med det forbehold, at han som følge af sin midlertidige tilknytning til landet ikke fik nogen tilsynspligt i forhold til de kongelige bygninger. Han kunne dog få tildelt et givet projekteringsarbejde som en særopgave. Under en studierejse til Frankrig og England i selskab med Johannes Wiedewelt i 1768-1769 blev han i 1769 slået til ridder af den franske S. Michaelsorden.

I 1770 blev arbejdet på Frederikskirken af økonomiske årsager afbrudt. Skønt byggestoppet blev annonceret som midlertidigt, blev det afgørende for Jardins ophold i Danmark. Hans ene hovedopgave var væk, og i 1771 tog han sin afsked fra akademiet og rejste tilbage til Frankrig. Men hans virke i Danmark satte sig varige spor, både i form af hans bygninger, haver, interiører, møbler og grafik – og ved at hans tanker blev bragt videre af hans elever, eksempelvis C.F. Harsdorff og Georg Erdman Rosenberg.

Blandt Jardins hovedværker er spisesalen i Moltkes Palæ på Amalienborg (1757), ombygning og indretning af Lundehave (nu Marienlyst Slot) i Helsingør (1758-1764), Fredensborg Slotshave (1759-1766), Bernstorff Slot og have i Gentofte (1759-1765) samt i København Sølvgades Kaserne (1764-1771) og Det Gule Palæ i Amaliegade (1764-1767). En ombygning af Glorup på Fyn fandt sted 1763-1765.