Fredensborg Slot

Fredensborg Slot blev formelt indviet i 1722, men det blev først beboeligt flere år senere. Kernen i det nuværende Fredensborg er et palladiansk, næsten kvadratisk centralanlæg i halvanden etage med en stor, kobberklædt kuppel over midten. Denne hovedbygning danner samtidig midtpunktet i det store cirkelslag, hvori anlægget er indskrevet. Cirkelslagets sydlige halvdel rummer en ottekantet, lukket forgård omgivet af fløje i oprindeligt én etage, mens den nordlige halvdel udfyldes af et mægtigt parterre. Slottets plan blev næsten symmetrisk med en vestibule, fire lejligheder og en havesal omkring en hal i kuplens fulde højde. Rummene blev rigt udsmykket i barokstil, og flere af dem har bevaret de originale, mytologiske loftsmalerier af Hendrik Krock. Det gælder blandt andet Havesalen, der ligger centralt i cirkelslaget, og som – usædvanligt for tiden – har direkte adgang til haven. Her forestiller loftsmaleriet det dansk-norske dobbeltmonarkis to riger i kvindeskikkelser midt i gudernes forsamling som en allegori på freden og det efterfølgende, lykkelige samfund. Bedst bevaret af Frederik 4.'s rum er Kuppelsalen med gulv, kaminer og dørindfatninger af marmor, omløbende galleri og rigt skulpturerede stuklofter af Carl Enrico Brenno.

Fredensborg Slot var ikke ret længe lille og intimt. Frem til 1784 blev det populære anlæg tværtimod til stadighed udvidet. Frederik 4. begyndte selv med en række sidebygninger, som alle blev tegnet af Krieger. Heriblandt er Slotskirken (1724-1726), der har søjlekapitaler med elefanthoveder og som fortsat står med sin altertavle og enestående prædikestol af Friederich Ehbisch; et orangeri, et markgreve- eller marskalhus, en stald samt i slotshaven ud til søen Skipperhuset (1725), som tjente kongen som havn for hans fuldt tilriggede lystfartøj.

Christian 6. brugte Fredensborg som residens under opførelsen af det første Christiansborg og lod i 1731 tilføje en boligfløj til sine embedsmænd, nemlig Kavaler- eller Kancellihuset, der sammen med Slotskirken og stalden omslutter ridebanen mod øst. Det blev Kriegers sidste værk på Fredensborg, men andre fremtrædende arkitekter har siden hen stået for yderligere udvidelser på stedet. 1741 forhøjede Lauritz de Thurah mezzaninen og ændrede de fire skorstene, der omgiver kuplen, og som Niels Eigtved siden hen gav deres nuværende, minaretlignende udseende. I 1748-1750 forestod Thurah også en rokokoudsmykning af Havesalen med landskabsmalerier af Jacopo Fabris, indfældet i et murfast rammeværk af Johann Friedrich Hännel.

I 1746 overtog Frederik 5. tronen og dermed Fredensborg, som blev et yndet opholdssted for ham og hans familie. Hans anden dronning, Juliane Marie, brugte det som sin hovedresidens til sin død i 1796. I 1750’erne blev hovedbygningens areal næsten fordoblet, idet Eigtved i 1752 tegnede de fire pavillonagtige tilbygninger ved hovedbygningens hjørner, og Thurah efter Eigtveds død tilføjede en forbindelsesbygning mellem de to tilbygninger mod vest. I 1760’erne indrettede Nicolas-Henri Jardin marskalhuset øst for kirken til brug for overhofmarskal Adam Gottlob Moltke med blandt andet en sval, forenklet udgave af Moltkes spisesal på Amalienborg. I slottets Kuppelsal blev de hidtil tomme vægrammer nogenlunde samtidig udfyldt med otte store malerier af Johan Edvard Mandelberg med motiver fra Iliaden. I 1772-1784, da Juliane Marie sammen med gehejmestatsminister Ove Høegh-Guldberg styrede på vegne af Christian 7., lod hun Caspar Frederik Harsdorff foretage en række moderniseringer af slottet. Han forhøjede ottekantens fløje fra en til to etager og åbnede den mod syd mellem to pavilloner, så slottet set fra ankomstsiden fik sit nuværende udseende. I det indre indrettede han blandt andet den klassicistiske 'Harsdorff-sal' i stueetagen samt en række tilsvarende soveværelsesinteriører på førstesalen.

Ved Fredensborgs opførelse var en stor del af Nordsjælland et kongeligt jagtterræn, som til dels var udlagt med stjerneformede vejsystemer til brug for parforcejagt. Der var ingen jagt på Fredensborgs grund, for her lå stutteriet Østrup. Men jagtstjernerne har muligvis inspireret slottets arkitekt Krieger til at bygge slotshaven op over syv radierende alléer med et fælles udgangspunkt i hovedbygningen. I den omgivende dyrehave, der foruden alléerne også var gennemskåret af koncentriske ringalléer, blev der udlagt en række kunstnerisk udformede haverum. En af alléerne endte eksempelvis ved Esrum Sø, hvor Frederik 4. lod Krieger opføre en nu nedrevet eremitagepavillon til privat spisning, samt to endnu stående hjælpebygninger. Slotshavens vestligste del var indrettet som nyttedyrs- og køkkenhave. Blandt de skulpturer, der var opstillet i den øvrige del, var flere udført af Didrick Gercken, som også stod for den centralt placerede figur af Freden.

Med 1750'ernes udvidelse af slottet opstod et misforhold mellem slot og have, og 1759-1765 gennemførte Jardin en række ændringer af slotshaven, så den atter kom til at passe til bygningen. Han udvidede således den centrale brede allé og tilføjede en række nye haverum, og Johannes Wiedewelt udsmykkede de nye partier, herunder også kongefamiliens private have Marmorhaven, med klassicistiske vaser og skulpturer. I 1764-1784 udførte J.G. Grund 70 skulpturer af overvejende norske bønder og fiskere, opstillet på tre cirkulære, koncentriske græsterrasser i Nordmandsdalen.