Faktaboks

Nicolai Eigtved

Niels (Nikolaj) Eigtved (Eigtwedt)

Født
4. juni 1701, Haraldsted sogn
Død
7. juni 1754, København. Begravet på Sankt Petri Kirkegård.
Profession
Arkitekt
Familie
Forældre: Bonde Mads Nielsen i Egtved og Dorthe Hansdatter. Gift 24.5.1743 i Frederiksborg Slotskirke med Sophie Christiane Walther, født 1.4.1726, død 15.10.1795 i København, datter af konrektor ved domskolen i Magdeburg Johann Gottfried Walther og Margrethe Sophie Strobel.
Mindeplade for Nicolai Eigtved på Amalienborg Slotsplads med plan over Amalienborg.
Nicolai Eigtved
Af /Ritzau Scanpix.

Nicolai Eigtved var en dansk arkitekt, som op igennem 1700-tallet prægede især Københavns bybillede med sine elegante bygningsværker i rokoko.

Eigtveds baggrund

Nicolai Eigtved blev uddannet som gartner i Frederiksberg Have, og i 1723 rejste han ud i Europa for at videreuddanne sig. Hensigten med hans udlandsrejse var videreuddannelse i faget, og han arbejdede i haven ved Charlottenburg Slot i Berlin og i haver i Warszawa.

I 1726 ophørte Eigtved med at beskæftige sig med havekunsten og blev ansat samme år hos Carl Fridrich Pöppelmann (1697-1750), hvor han fik kontakter med det sachsisk-polske bygningsvæsen, et forhold, der kom ham til nytte i Dresden i 1729. Her lærte han civilarkitektur og den facadestil, som blev hans, først og fremmest af arkitekterne Jean de Bodt (1670-1745) og Zacharias Longuelune, men han lærte også af Matthäus Daniel Pöppelmanns sene værker, Georg Bährs Frauenkirche foruden af Johann Christoph Knöffels facadeblændinger.

I August den Stærkes lystlejr ved Zeithein fik Eigtved 1730 en af sine første opgaver for ingeniørkorpset. Her traf han Christian 6.s fortrolige Poul Løvenørn. Det blev af afgørende betydning for hans fremtid, ikke mindst ansættelsen i kongens bygningsvæsen. Løvenørn skaffede ham midler til studierejsen, hvor han især skulle studere interiørdekoration. Efter at have taget sin afsked i Dresden i foråret 1733 rejste han til Rom, hvor han foruden studierne udførte tegninger til et slot, og de to bevarede kopier efter Filippo Juvarra til en centralkirke gav mindelser om dennes kirke La Surperga ved Torino, der må være en forudsætning for projektet til Frederikskirken. Det vides ikke, om Eigtved var i Torino, hvor Juvarras Palazzo Madama kunne være en forudsætning for Amalienborg-palæernes facader.

Til Wien kom han i 1735 på vej til prins Eugens Schlosshof, som Christian 6. ville have en opmåling af. I München havde han ordre til at gøre opmålinger, bl.a. i Nymphenburg og Schleissheim. Her skulle han lære fornemme rokokointeriører at kende, ikke mindst François de Cuvilliés’ blev af største betydning for hans udvikling som interiørkunstner og for rokokoen i Danmark.

Eigtveds arbejde i København

Det var en moden, i den nyeste arkitektur skolet kunstner, det kongelige bygningsvæsen kunne ansætte, da Eigtved kom tilbage til København i september 1735. På Christiansborg, som stod under opførelse, ansattes Eigtved og hans kollega Lauritz de Thurah til at indrette de vigtigste gemakker, hvilket kongen ikke turde betro slottets arkitekt Elias David Häusser. Eigtved fik tildelt de fornemste rum, kongens eget appartement og kronprinsens. Disse rum blev fuldt moderne, men enklere end Cuvilliés og præget dels af franske ornamentstik, dels af billedhuggeren Louis-Augustin Le Clerc, der allerede arbejdede på slottet. Arkitekt og billedhugger måtte samarbejde, og alt taler for, at sidstnævnte har haft det afgørende ord at sige med hensyn til selve ornamenterne. Derimod kan det ikke betvivles, at Eigtved som interiørarkitekt stod højere i kongens gunst end Thurah, fordi det var Eigtved, som indførte den modne rokokostil.

Denne tiltro til Eigtveds evner medførte, at hans position i det kongelige bygningsvæsen hurtig øgedes. På Christiansborg fik han således efter konkurrence med de andre arkitekter overdraget opførelsen af de vigtigste trapper og slotskirkens indretning. Efter at kongen havde kasseret Häussers projekt, fik Eigtved til opgave at udforme slottets hovedindgang, dvs. partiet ved Marmorbroen. Her vedkender arkitekturen sig franske forbilleder krydret med figurgruppernes sachsiske accent.

Eigtved i 1740'erne

I perioden indtil 1742 måtte Eigtved stort set hellige sig arbejderne på residensslottet, men for kronen udførte han en mindre ombygning af Bregentved i 1740, hvor han viste sin snilde ved at omskabe rytterbarakker til et moderne beboelseshus.

Da Häusser blev afskediget i 1742, skete der væsentlige forandringer i Eigtveds forhold. Häussers stilling fik han ikke, dertil vejede hensynet til Thurah for tungt. Men han fik opgaven at fuldføre Christiansborg ridebaneanlæg og slottets hovedporte. Derfor omlagdes bygningsdepartementerne, så Eigtved fik bygningerne i København under sig. I 1742 fik han tillige sæde i bygningskommissionen. Alt i alt øgedes hans magt og myndighed og også hans kunstneriske frihed. Med Prinsens Palæ skabte han i København en bygning med direkte forudsætning i Frankrig. Det parisiske hôtel, som det udvikledes i 1700-tallets første trediedel, var modellen, som Eigtved var fortrolig med fra kobberstik. Også hans sachsiske og sydtyske erfaringer gjorde sig gældende, således er der mindelser om Japanisches Palais i Dresden. Riddersalen er en forstudie til samme rum i Moltkes Palæ på Amalienborg. Få år efter Jacques François Blondels værk De la distribution des maisons de plaisance udkom i 1737, benyttede Eigtved det, da han for Johan Sigismund Schulin opførte Frederiksdal ved Furesøen i 1744. Hermed indførte han i Danmark en ny bygningstype, det beskedne landhus med den udsøgt bekvemme rumfordeling, der i Eigtveds version var noget strammere end forbilledets. Havehuset for enden af Hirschholm Slotshave mindede, ikke mindst ved anvendelsen af korintiske pilastre indvendig, om Eigtveds sydtyske uddannelse.

Kvaliteten af Eigtveds arbejder i 1740’erne er svingende. Sophienberg er et af hans svagere arbejder, der ved sin beliggenhed kunne tillade sig at have belvederekarakter. Ombygningen af Bregentved for Adam Gottlob Moltke var en opfølgning af et mindre arbejde med østfløjen, der nu blev hovedfløj. Facadens tre risalitter fulgte linien fra Hirschholm, Ledreborg og Lerchenborg.

Turebyholm blev i sin endelige skikkelse både en herregård og et maison de plaisance. Opgaverne inden for hovedstaden, var ikke omfattende i slutningen af 1740’erne. Vigtigst var komediehuset på Kgs. Nytorv og det store pakhus, som han opførte på Christianshavn for Asiatisk Kompagni, der begge demonstrerede hans brug af det for ham særegne lisenmotiv, som hermed fik betydning for borgerlig og militær bygningskunst.

Oldenborgjubilæet i 1749

Indledningen til den sidste og travle periode i Eigtveds virksomhed blev Oldenborgjubilæet i 1749. Han stod for Amalienborg-kvarterets tilblivelse fra byplanen over borgerhusene og palæerne til Frederikskirken, formentlig den største opgave man i 1700-tallet gav en enkelt arkitekt.

Generalplanen var Eigtveds. Den viste, at ansvaret for gadeforløbene og den ottekantede plads var hans alene. Han lavede en typetegning til borgerhusene og skulle godkende alle tegninger til de huse, som ønskedes opført. Bernstorffs, Dehns og Berckentins palæer var ikke projekteret af ham, men havde hans godkendelse. Den halve snes borgerhuse, han selv tegnede, viser, at han havde lært lektien i Potsdam og Dresden.

Amalienborg Plads med palæerne blev et kunstværk af europæisk rang. Han måtte kappes med Thurah og Marcus Tuscher om at give tegning til palæernes ydre. Moltkes Palæ nåede han selv at opføre, og her nåede hans interiørkunst sin kulmination, men ingen af hans udkast til Frederikskirken blev udført. De var forældede og afhængige af det, han som ung havde lært af Juvarras projekt og Bährs Frauenkirche i Dresden.

Nicolai Eigtveds bygningsværker

Nicolai Eigtved arbejdede inden for alle bygningskunstens områder. I 1740’erne opførte han bl.a. Prinsens Palæ i København for den senere kong Frederik 5. (1743-1744, delvis ombygget, rummer i dag Nationalmuseet), Sophienberg ved Rungsted (1743-1744, senere ombygget) og Frederiksdal ved Furesøen for gehejmeråd J.S. Schulin (1744-1746, taget forhøjet). Han forestod tillige en gennemgribende renovering af Børsen i København i 1745 samt en ombygning af herregården Bregentved og opførelsen af Det Kongelige Teaters første bygning på Kongens Nytorv (1747-1748, nedrevet) og Asiatisk Kompagnis pakhus (nu Eigtveds Pakhus) på Christianshavn (1748-1750).

Eigtved byggede også på Island, bl.a. Landakirkja på Vestmannaeyjar (1749-1750).

Han projekterede Frederiks Hospital, Danmarks første moderne sygehus. Fløjene om Grønnegården er helt hans værk, forbygningerne mod Bredgade og Amaliegade forestillede han sig mindre, end de blev i Thurahs version.

Planlægningen af Frederiksstaden

Eigtveds største opgave blev planlægningen af Frederiksstaden (1749 ff.) med Amalienborg og Frederikskirken og de omkringliggende palæer og borgerhuse; tegningerne til disse bygninger blev godkendt af ham. Det Kongelige Frederiks Hospital (1752-57, rummer nu bl.a. Kunstindustrimuseet) blev fuldført af Thurah.

Nicolai Eigtveds stil

Eigtveds stil var den fransk-tyske rokoko, som han kendte fra sit ophold ved det saksisk-polske hof, hvor Zacharias Longuelunes og Johann Christoph Knöffels facader påvirkede ham. Det var en let og forfinet arkitektur med elegant ornamentik, lyse farver og spinkle former. Han arbejdede gerne med lange, lave huse med valmtage, og facaderne har ofte midt- eller siderisalitter med pilastre eller lisener; karakteristisk er anvendelsen af ørelisener med retvinklede fremspring foroven. De enkelte led i facaderne forskydes kun lidt, lave blændinger og let fremtrukne murflader giver et raffineret overfladespil.

Nicolai Eigtveds bygninger præges af en stærk fornemmelse for samlede rumforløb, akseføringer og samspil mellem kontraster. Han brugte ofte en sammenstilling af større bygningsblokke med lavere mellemled, således i Amalienborgpalæerne, Frederiks Hospital og projektet til Frederikskirken med det høje midtparti, lave mellemled og høje sidetårne.

Den franske palætype med tilbagetrukket hovedbygning brugtes som visuelle åbninger i byrummene, fx Prinsens Palæ over for Christiansborg og Berckentins Palæ (Odd Fellow Palæet) som afslutning på Dronningens Tværgade-aksens indføring i Frederiksstaden.

Med Frederiksdal indførte Eigtved landstedet, maison de plaisance, i dansk arkitektur, en hustype, som fik stor udbredelse de følgende årtier.

Interiørerne

Nicolai Eigtveds interiører kan være rigt smykkede som i Prinsens Palæ og i Moltkes Palæ på Amalienborg. Men han har også arbejdet med helt enkle rum, hvis skønhed skabes af de smukke proportioner og de rene profileringer i paneler og døre, fx i Christiansborgs ridehus, på herregården Turebyholm (1750, ombygget 1752-1756) og i Christianskirken på Christianshavn (1753, fuldført efter hans død).

Sene liv og eftermæle

Kort før sin død blev Eigtved i 1754 udnævnt til direktør for det nyoprettede Kongelige Danske Kunstakademi. Han nåede dermed at få indflydelse på både det ældre og det nuværende Kunstakademi, hvis direktør han var de to sidste måneder af sit liv.

Han var aktiv til det sidste og synes aldrig at have forskertset en mulighed for at få indflydelse. Fra sin pure ungdom tog han altid skæbnen i egen hånd og var tillige tilsmilet af heldet. Først til sidst svækkedes hans kunstneriske position af nye strømninger.

Eigtved mestrede alle bygningstyper, og han blev vel den indflydelsesrigeste arkitekt i 1700- tallet. Rokokoen ville have været utænkelig i dansk arkitektur uden ham, for han indførte den fransk-tyske form og bragte den til fuldkommengørelse.

Rejser

  • Til Berlin og Dresden, 1723
  • Warszawa fra 1725
  • Warszawa og Dresden fra 1729
  • Rom fra 1733
  • Wien og München 1735; hjem over Dresden, Braunschweig og Hannover.

Stillinger

  • Kond. hos C.F. Pöppelmann, Warszawa, 1726
  • sekondløjtnant i det sachsisk-polske ingeniørkorps, 1730
  • dansk løjtnant, 1732
  • kaptajn i ingeniørkorpset, 1735
  • oberstløjtnant, 1742
  • oberst, 1749
  • hofbygmester ved de kongelige bygninger, Jylland-Fyn, 1735
  • medlem af bygningskomissionen og ledende arkitekt på Christiansborg, 1742
  • kirkeinspektør for København, Kronborg, Antvorskov, Vordingborg og Tryggevælde rytterdistrikter, 1745
  • tilsynsførende for det ældre kunstakademi, 1748
  • direktør for Kunstakademiet, København, 1754

Værker

  • Byplan for Hørsholm (1737, ikke udført)
  • interiører i kongens og kronprinsens etager på Christiansborg Slot (1737-1742, brændt)
  • proj. til slottets hoved- og tårntrapper (1738, kongetrappen ikke opført)
  • Slotskirken interiører (1739-1744, brændt)
  • Marmorbroen med to pavilloner (1739-1745)
  • ombygning af Bregentved (1740 og 1748-1750, nedrevet undtagen nordfløjens portal)
  • fuldførelse af Christiansborg (fra 1742, søndre staldfløj, hovedporte, teater)
  • Prinsens Palæ, Frederiksholms Kanal 12 (1743-1744, delvis ombygning)
  • Sophienberg ved Rungsted (1743-1744, senere forhøjet, delvis nedrevet)
  • Frederiksdal (1744-46, taget ombygget)
  • Friedrichsruhe i Holsten (ombygning 1744-1747, nedrevet)
  • proj. til omlægn. af Børsrampen (1745)
  • proj. til ombygn. af Charll. Slot (1745, ikke opført)
  • interiører i og udv. af kinesisk havehus ved Hirschholm (1745, nedrevet)
  • teater på Kgs. Nytorv (1747-1748)
  • Asiatisk kompagnis pakhus, Strandgade 25, København (1748-1750, nu Eigtveds pakhus)
  • proj. til Frederiksstaden og Amalienborg Plads med de fire palæer (1749)
  • opførelse af Moltkes Palæ (1750-1754, nu Christian 7.s Palæ) og Schacks Palæ (1751-1754, nu Christian 9.s Palæ)
  • tegninger til borgerhusfacader Amaliegade 5, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 17, 21, 22-24, Skt. Annæ Plads 7, 9 (1750-1754)
  • Lindencrones Palæ, Bredgade 26 (1751)
  • fem proj. til Frederikskirken (1749-1754, ikke opført)
  • Frederiks Hospital, Bredgade 68 (bygning omkring Grønnegården, 1752-1757, senere Kunstindustrimuseet)
  • Turebyholm (1750, og større ombygning 1752-1756)
  • Landakirkja, Vestmanø, Island (1749-1750)
  • landfogedbolig på Viðey, Island (1753)
  • Christianskirken (1753, ændret under opførelsen efter Eigtveds død)

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig