mordvinsk

Låneord i mordvinsk kan opdeles i to grupper: de ældste låneord, der er indlånt i den fællesmordvinske periode, hvor mordvinsk stadig var ét sprog, dvs. før det havde delt sig op i erza og mokša (og formentlig flere andre); og yngre låneord, der er kommet ind i enten erza eller mokša efter opsplitningen.

De fleste af de ældste låneord i mordvinsk kommer fra oldtidens og den tidlige middelalders iranske steppesprog skythisk og sarmatisk; de blev indlånt mellem 600 f.v.t. og 600 e.v.t. Mange af disse ord har med landbrug, husdyrhold og metallurgi at gøre, men der er også ord fra den religiøse sfære.

Efter opsplitningen blev der indlånt ord i begge sprog fra det tyrkiske nabosprog tatarisk og fra oldrussisk, senere russisk. De ældste tatariske låneord er fra 1100-1200-tallet, da Den Gyldne Horde kom til området, men kontakten fortsatte siden.

Fordi mordvinerne længe har boet forholdsvis spredt, og fordi der gennem historien ikke har været et administrativt centrum, har de fleste mordvinske forfattere skrevet på russisk.

Den første trykte bog på mordvinsk er en katekismus fra 1788.

Mordvinernes folkedigtning og sange blev samlet og udgivet af folkemindeforskere Makar Jevsevjev (1864-1931). Blandt hans informanter var hans egen mor, en sangerinde, der kendte hundredevis af bryllupssange. Folkesangeren og historiefortælleren Fjokla Bezzubova (1880-1966) udgav en samling af folkesange i 1939.

Erza-litteraturen regnes for at være grundlagt af Jakov Grigosjin (1888-1939), der udgav digte og historier på sit modersmål. Aleksej Dunjasjin (1904-1931) skrev humoristiske føljetoner på erza i sovjetiske aviser i årene efter Oktoberrevolutionen. En samling af hans tekster blev udgivet i 1930 under titlen Pidsipalakst 'Brændenælder'.

Mariz Kemal (født 1950) udgav i 1988 digtsamlingen Lavs ('Vugge') med temaer fra barndommen og ungdommen, og i 1994 kom hendes Štatol ('Lys'), der kredser om erza-folkets skæbne og identitet.

• mordvinere
• Mordovien
• volgaiske sprog