Faktaboks

Richard Steele
Født
1671, Dublin, Irland
Død
1. september 1729, Carmarthen, Wales
Levetid - kommentar
Ukendt fødselsdato
Portræt af Richard Steele, malet i 1711 af Godfrey Kneller. National Portrait Gallery, London

Richard Steele var en irsk journalist, dramatiker, teaterleder og politiker. Han blev, efter selv at have skrevet skuespil, i 1715 leder af det berømte Drury Lane Theatre i London. Det er imidlertid særligt for sit journalistiske virke sammen med vennen Joseph Addison, og især for tidsskriftet The Spectator (1711-12), at Steele vil blive husket.

Steele og det følsomme drama

Trods manglende succes med sine skuespil fik Steele stor indflydelse på det følsomme dramas udvikling i England og Europa (Comédie larmoyante). Steele gjorde sig til talsmand for et nyt drama. Hans ideer om teateret kom særligt til udtryk i hans sidste skuespil The Conscious Lovers 1722 (De oprigtige elskere, opført på Det Kongelige Teater i 1761), som er en alvorlig, følsom komedie om middelstandens moral.

Steele og journalistikken

Sammen med Joseph Addison udgav Steele en række populære tidsskrifter, bl.a. The Tatler 1709-11, The Spectator 1711-12, The Guardian 1713 og The Theatre 1720, der, ofte i satirisk form, omhandlede samtidsforhold og særligt politik. Steele og Addison skrev selv en betydelig del af artiklerne. Formen, særligt i The Spectator, var et nybrud i journalistikken, og det er ikke for meget at sige, at Addison og Steele opfandt det journalistiske essay, som senere blev udviklet til genren aviskronik.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig