Den tidligere flyvestation Avnø, nu naturcenter
Af .
Avnø Fjord.
Af .

Avnø er en lavtliggende halvø i Avnø Fjord 12 km nordvest for Vordingborg. Avnø er oprindelig en ø, der blev landfast med halvøen Svinø efter udtørring af Svinø Nor.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra ca. 1376 som Agnø, snarest øen, hvor man finder (rigelig) agn 'fiskemadding'.

I årene 1931-1993 var Avnø militær flyveskole, indtil 1940 for marinen, hvorefter den tyske besættelsesmagt overtog flyvestationen og Avnøgård og brugte flyvepladsen til at uddanne piloter til Luftwaffe og i slutningen af besættelsen også til indkvartering af tyske flygtninge. En del barakbygninger og den oprindelige kasernebygning fra 1930'erne er siden fjernet ligesom et par hangarer, tyske flyverskjul og flaktårne.

Efter krigen overtog Hærens Flyvertropper (1946-1950) flyvestationen, der i perioden 1950-1993 overgik til Flyvevåbnet. Prins Henrik tog sit flyvecertificat på Avnø, hvis vejrtjeneste næsten dagligt blev citeret i radioens vejrmeldinger. Flyveskolen flyttede til Karup i 1993, og i 2004 blev Avnø Naturcenter og Naturskole indviet i den militære flyveskoles tidligere bygninger.

Avnø, Avnø Røn og omgivende områder af Avnø Fjord (i alt 1358 ha) blev fredet i 2001-2002 og ejes af Miljøministeriet. Avnø Fjord er del af et EF-fuglebeskyttelsesområde og et Ramsarområde.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig