Pesticider anvendes til at bekæmpe skadevoldere og forebygge udbyttetab i form af en mindre høst eller nedsat kvalitet af den høstede afgrøde. For nogle skadevoldere er anvendelsen af pesticider den eneste effektive direkte bekæmpelsesmetode, mens der for andre er alternative metoder til rådighed. Ofte er pesticiderne dog mere effektive end de alternative metoder og i visse tilfælde også billigere. Hvor pesticider tidligere blev anvendt, når der opstod et behov for at bekæmpe skadevoldere, er de i dag ofte en integreret del af dyrkningskoncepter, hvor valg af afgrøde, sorter, afgrødefølge (rækkefølgen af afgrøder i marken over en årrække), jordbearbejdning, gødskning og brugen af pesticider hænger tæt sammen. Pesticiderne muliggør nogle valg, fx når det gælder afgrødefølge og sorter, som kun er mulige, fordi der er adgang til effektive pesticider. Eksempler er hyppig dyrkning af vinterafgrøder, som ofte resulterer i ukrudtsproblemer, der kun kan løses med effektive herbicider. Ligeledes er dyrkning af sorter, som er meget følsomme over for sygdomsangreb, kun mulig, hvis der er adgang til effektive fungicider.
Desuden anses pesticider også tit som en slags forsikring af de betydelige ressourcer, som investeres i indkøb af frø/planter og gødning samt den arbejdstid, der er investeret i at passe marken/plantagen, og som ville gå tabt eller blive reduceret, hvis skadevoldere ikke blev bekæmpet. Stopper man med at anvende kemiske pesticider, vil man derfor også ofte skulle ændre andre elementer i sin dyrkningspraksis, fx ændring af afgrødefølgen, hvilket kan være forbundet med ekstra udgifter og tidsforbrug. Eksempelvis er dyrkningspraksis på økologiske bedrifter meget forskellig fra dyrkningspraksis på konventionelle bedrifter som følge af manglen på effektive metoder til bekæmpelse af skadevoldere.
Når fortjenesten ved at anvende pesticider skal gøres op, er det derfor ikke kun de direkte omkostninger, som er forbundet med et skift til alternative metoder, og det udbyttetab, som dette kan resultere i, der skal indregnes. Der kan også være en række afledte udgifter, fx ændring af afgrødefølgen og dyrking af afgrøder med en lavere fortjeneste, ligesom man evt. må begynde at pløje jorden igen, hvilket ofte vil være forbundet med et øget arbejdstidsforbrug. I værste fald kan forbud mod specifikke pesticider føre til, at man ikke længere kan dyrke bestemte afgrøder rentabelt. Omvendt kan der også argumenteres for, at man i dette regnskab bør inddrage de samfundsmæssige omkostninger, der er forbundet med pesticidanvendelsen såsom rensning af drikkevand og biodiversitetstab; det vil trække i den modsatte retning, men yderligere komplicere regnestykket. På dette punkt vurderes kemiske pesticider at være betydelig mere problematiske end biologiske midler.
Der er ikke lavet beregninger af de økonomiske konsekvenser af pesticidanvendelsen i Danmark, siden Bicheludvalget udgav deres rapport i 1999. Bechiludvalget konkluderede, at pesticidanvendelsen kunne reduceres markant (26-39 % målt som behandlingshyppighed) uden væserntlige driftsøkonomiske tab for jordbruget. Derimod ville et totalforbud mod anvendelsen af pesticider resultere i tab på 2,8-3,9 mia. kr. Tabet varierede meget fra afgrøde til afgrøde med kartofler og frøgræs, som to af de afgrøder med det størte tab. Bicheludvalgets beregninger blev opdateret i 2003 af Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet, hvor man ligeledes konkluderede, at det var muligt at reducere pesticidanvendelsen op til 30 % uden særlige økonomiske konsekvenser. I de senere år har SEGES Innovation foretaget økonomiske beregninger i forbindelse med diskussioner om forbud mod bestemte pesticider, fx glyphosat. Disse beregninger fokuserer dog kun på de økonomiske effekter på bedriftsniveau. I forbindelse med det forventede kommende forbud mod anvendelse af pesticider i de såkaldte Sårbare Grundvandsdannende Områder foregår der p.t. et arbejde med at beregne tabene ved et totalforbud. Det forventes derfor, at der inden længe vil forelægge opdaterede beregninger af de økonomiske konsekvenser af et forbud imod pesticider.
Der er tidligere lavet beregninger af, hvor høj en pesticidafgift skal være i Danmark for at have en effekt på pesticidforbruget. Disse beregninger har vist en lav priselasticitet, dvs. afgiften skal være meget høj for at påvirke forbruget, hvilket antyder, at der for jordbruget er en god økonomi i pesticidanvendelse.
I den videnskabelige litteratur refereres der ofte til et studie udført af Erich-Christian Oerke i 2006. Oerke beregnede, at det potentielle udbyttetab, som skyldtes skadevoldere, varierede fra ca. 50 % til 80 % i de seks mest dyrkede afgrøder på globalt plan, dvs. hvede, majs, ris, sojabønne, kartofler og bomuld. Udbyttetabet efter anvendelse af pesticider og andre bekæmpelsesmetoder ligger i størrelsesordenen 26-40 % med de mindste samlede tab i Nordamerika og Nordvesteuropa. Således går en stor del af de dyrkede afgrøder alligevel tabt på grund af skadevoldende organismer, selv når der anvendes pesticider og andre bekæmpelsesmetoder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.