pesticider

De mest brugte pesticider er herbicider mod ukrudt, fungicider mod svampe og insekticider mod skadedyr. Derudover anvender man molluskicider mod snegle samt vækstreguleringsmidler (se vækstregulering). Bactericider mod bakterier, acaricider mod mider og nematicider mod nematoder er mindre anvendte.

Et pesticid består af et pesticidaktivstof og en række formuleringsstoffer, som til sammen udgør pesticidformuleringen. Formuleringen skal blandt andet sikre, at pesticidet er virksomt, kan udbringes med det udstyr, der anvendes af brugerne af pesticider samt har en tilstrækkelig holdbarhed. Blandt de vigtigste formuleringsstoffer er de overfladeaktive stoffer. Mange pesticidaktivstoffer er uopløselige i vand, og formuleringen af pesticidaktivstoffet er en forudsætning for, at pesticider kan opblandes i vand, så de kan anvendes til sprøjtning.

I Danmark – som i resten af Europa og Nordamerika – har pesticider været anvendt i mange år. I 1913 blev Statens Plantepatologiske Forsøg oprettet, og her blev der udført forsøg med afprøvning af pesticider mod forskellige skadevoldende organismer. Udviklingen af nye pesticider tog for alvor fart efter 2. Verdenskrig, og i Danmark skete der en større stigning i brugen af pesticider i 1950'erne. Den første pesticidstatistik blev udgivet i 1956, og allerede i 1984 var salget målt i tons pesticidaktivstof femdoblet i forhold til 1956.

Det stigende forbrug af pesticider medførte en stigende bekymring for påvirkning af grundvandet og miljøet, da pesticiderne i forbindelse med anvendelsen spredes ud over et meget stort areal. Ud over en påvirkning af det dyre- og planteliv, som udsættes direkte for pesticiderne, kan de spredes videre til overfladevand og grundvand (se også artiklen om pesticider og grundvand). I løbet af 1960’erne opdagede man, at visse pesticider (fx DDT) blev ophobet i fødekæden (bioakkumulation). Især toprovdyr, som befinder sig øverst i fødekæden, fx rovfugle, havde høje koncentrationer af pesticider i kroppen; for fuglene medførte der bl.a., at æggenes skal blev så tynd, at mange æg gik i stykker, inden de blev udruget. Især Rachel Carsons bog Silent Spring fra 1962 (dansk: Det tavse forår, 1963) satte fokus på denne og andre miljømæssige problemer, som er forbundet med anvendelsen af pesticider, og førte med tiden til en strengere regulering.

I det moderne landbrug har brugen af kemiske pesticider således en væsentlig rolle i biodiversitetskrisen; både direkte, men også indirekte som følge af de store arealer med monokulturer, som anvendelsen af pesticider har muliggjort.

Derudover har selve produktionen af pesticider har betydelige miljøpåvirkninger, fx fra Cheminova-fabrikken (senere FMC Rønland). Disse forureninger anses i dag for at være såkaldte generationsforureninger.

Pesticider anvendes til at bekæmpe skadevoldere og forebygge udbyttetab i form af en mindre høst eller nedsat kvalitet af den høstede afgrøde. For nogle skadevoldere er anvendelsen af pesticider den eneste effektive direkte bekæmpelsesmetode, mens der for andre er alternative metoder til rådighed. Ofte er pesticiderne dog mere effektive end de alternative metoder og i visse tilfælde også billigere. Hvor pesticider tidligere blev anvendt, når der opstod et behov for at bekæmpe skadevoldere, er de i dag ofte en integreret del af dyrkningskoncepter, hvor valg af afgrøde, sorter, afgrødefølge (rækkefølgen af afgrøder i marken over en årrække), jordbearbejdning, gødskning og brugen af pesticider hænger tæt sammen. Pesticiderne muliggør nogle valg, fx når det gælder afgrødefølge og sorter, som kun er mulige, fordi der er adgang til effektive pesticider. Eksempler er hyppig dyrkning af vinterafgrøder, som ofte resulterer i ukrudtsproblemer, der kun kan løses med effektive herbicider. Ligeledes er dyrkning af sorter, som er meget følsomme over for sygdomsangreb, kun mulig, hvis der er adgang til effektive fungicider.

Desuden anses pesticider også tit som en slags forsikring af de betydelige ressourcer, som investeres i indkøb af frø/planter og gødning samt den arbejdstid, der er investeret i at passe marken/plantagen, og som ville gå tabt eller blive reduceret, hvis skadevoldere ikke blev bekæmpet. Stopper man med at anvende kemiske pesticider, vil man derfor også ofte skulle ændre andre elementer i sin dyrkningspraksis, fx ændring af afgrødefølgen, hvilket kan være forbundet med ekstra udgifter og tidsforbrug. Eksempelvis er dyrkningspraksis på økologiske bedrifter meget forskellig fra dyrkningspraksis på konventionelle bedrifter som følge af manglen på effektive metoder til bekæmpelse af skadevoldere.

Når fortjenesten ved at anvende pesticider skal gøres op, er det derfor ikke kun de direkte omkostninger, som er forbundet med et skift til alternative metoder, og det udbyttetab, som dette kan resultere i, der skal indregnes. Der kan også være en række afledte udgifter, fx ændring af afgrødefølgen og dyrking af afgrøder med en lavere fortjeneste, ligesom man evt. må begynde at pløje jorden igen, hvilket ofte vil være forbundet med et øget arbejdstidsforbrug. I værste fald kan forbud mod specifikke pesticider føre til, at man ikke længere kan dyrke bestemte afgrøder rentabelt. Omvendt kan der også argumenteres for, at man i dette regnskab bør inddrage de samfundsmæssige omkostninger, der er forbundet med pesticidanvendelsen såsom rensning af drikkevand og biodiversitetstab; det vil trække i den modsatte retning, men yderligere komplicere regnestykket. På dette punkt vurderes kemiske pesticider at være betydelig mere problematiske end biologiske midler.

Der er ikke lavet beregninger af de økonomiske konsekvenser af pesticidanvendelsen i Danmark, siden Bicheludvalget udgav deres rapport i 1999. Bechiludvalget konkluderede, at pesticidanvendelsen kunne reduceres markant (26-39 % målt som behandlingshyppighed) uden væserntlige driftsøkonomiske tab for jordbruget. Derimod ville et totalforbud mod anvendelsen af pesticider resultere i tab på 2,8-3,9 mia. kr. Tabet varierede meget fra afgrøde til afgrøde med kartofler og frøgræs, som to af de afgrøder med det størte tab. Bicheludvalgets beregninger blev opdateret i 2003 af Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet, hvor man ligeledes konkluderede, at det var muligt at reducere pesticidanvendelsen op til 30 % uden særlige økonomiske konsekvenser. I de senere år har SEGES Innovation foretaget økonomiske beregninger i forbindelse med diskussioner om forbud mod bestemte pesticider, fx glyphosat. Disse beregninger fokuserer dog kun på de økonomiske effekter på bedriftsniveau. I forbindelse med det forventede kommende forbud mod anvendelse af pesticider i de såkaldte Sårbare Grundvandsdannende Områder foregår der p.t. et arbejde med at beregne tabene ved et totalforbud. Det forventes derfor, at der inden længe vil forelægge opdaterede beregninger af de økonomiske konsekvenser af et forbud imod pesticider.

Der er tidligere lavet beregninger af, hvor høj en pesticidafgift skal være i Danmark for at have en effekt på pesticidforbruget. Disse beregninger har vist en lav priselasticitet, dvs. afgiften skal være meget høj for at påvirke forbruget, hvilket antyder, at der for jordbruget er en god økonomi i pesticidanvendelse.

I den videnskabelige litteratur refereres der ofte til et studie udført af Erich-Christian Oerke i 2006. Oerke beregnede, at det potentielle udbyttetab, som skyldtes skadevoldere, varierede fra ca. 50 % til 80 % i de seks mest dyrkede afgrøder på globalt plan, dvs. hvede, majs, ris, sojabønne, kartofler og bomuld. Udbyttetabet efter anvendelse af pesticider og andre bekæmpelsesmetoder ligger i størrelsesordenen 26-40 % med de mindste samlede tab i Nordamerika og Nordvesteuropa. Således går en stor del af de dyrkede afgrøder alligevel tabt på grund af skadevoldende organismer, selv når der anvendes pesticider og andre bekæmpelsesmetoder.

En stigende og ensidig anvendelse af pesticider har ført til stigende problemer med pesticidresistens på globalt plan, og også i Danmark er problemer med pesticidresistens voksende. Udviklingen er delvis et resultat af de stigende krav til godkendelse af pesticider, som har resulteret i, at myndighederne har fjernet en række pesticider af ældre dato fra markedet, og at færre nye pesticider godkendes. Det har resulteret i, at der ikke kun er færre pesticider til rådighed, men også at der er en mindre variation i pesticidernes virkemåder. Pesticider med den samme virkemåde anvendes derfor oftere, hvilket øger selektionstrykket på skadevolderne, så risikoen for udvikling af resistens stiger. Biologiske pesticiders virkemåde er meget forskellig fra de kemiske pesticiders og kan derfor bidrage til at mindske problemerne med pesticidresistens.

Pesticidresistens er i dag en af de vigtigste årsager til en stigende interesse i alternative metoder og integreret bekæmpelse (IPM).

Inden et pesticid kan markedsføres og bruges i Danmark, skal det efter meget grundige undersøgelser godkendes af Miljøstyrelsen. Godkendelsen af pesticider er reguleret af Forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler. Godkendelsen af et pesticid har en maksimal varighed på 10 år, hvorefter det skal revurderes. Pesticidreguleringen i EU anses for at være den strengeste i verden, og der føjes løbende nye krav til listen over, hvad et pesticid skal opfylde for at blive godkendt. Foruden ovennævnte forordning findes der også en forordning for maksimale restkoncentrationer af pesticider i fødevarer (Forordning (EF) nr. 396/2005), som godkendte pesticider også skal kunne leve op til.

Ud over pesticidforordninger, som fastsætter kriterierne for godkendelse af pesticider i EU og restkoncentrationer af pesticider i fødevarer, har EU som den eneste region i verden også et direktiv, der opstiller krav til selve anvendelsen af pesticider (Direktiv 2009/128/EF om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider). Direktiv 2009/128/EF har fokus på at mindske "risici og virkninger for menneskers sundhed og miljøet og ved at fremme anvendelsen af integreret bekæmpelse af skadegørere og alternative metoder eller teknikker såsom ikke-kemiske alternativer til pesticider" og således ikke nødvendigvis at reducere forbruget af pesticider.

I direktivet er der blandt andet krav til uddannelse af de personer, der anvender pesticider professionelt, inspektion af det udstyr, som anvendes til udbringning af pesticider, beskyttelse af sårbare områder, håndtering af rester og emballage samt et krav til alle professionelle brugere af pesticider om at følge reglerne for integreret bekæmpelse (IPM). Direktiv 2009/128/EF kræver, at hvert enkelt EU land udarbejder en national handlingsplan hvert femte år, hvor de redegører for, hvordan de påtænker at implementere kravene i direktivet og sikre en bæredygtig anvendelse af pesticider.

Som et af de første lande i EU besluttede Danmark at opstille mål for pesticidanvendelsen. I 1986 blev den første danske pesticidhandlingsplan vedtaget med en målsætning om en 50 % reduktion inden 1997 af både kg pesticidaktivstof og behandlingshyppigheden.

Forbruget i kg pesticidaktivstof er ikke en velegnet måde at måle forbruget på, da flere nyere pesticider er virksomme ved en lavere mængde pesticidaktivstof (gram i stedet for kilogram), og derfor ikke bidrager nævneværdigt til det samlede forbrug, selv hvis der er en udbredt anvendelse af disse produkter. Derfor blev begrebet behandlingshyppighed indført. Behandlingshyppigheden tager udgangspunkt i salget af de enkelte pesticider i et kalenderår og beregnes som det antal hektar, det ville have være muligt at behandle med en normaldosering af pesticidet. Det gør man for hvert pesticid, lægger tallene sammen og til sidst dividerer det samlede beregnede areal med det faktisk dyrkede areal. Resultatet er behandlingshyppigheden, som er et udtryk for det gennemsnitlige antal gange, hver mark er behandlet med pesticider. Beregningen af behandlingshyppigheden forudsætter, at man kan fordele forbruget af de pesticider, der kan anvendes i flere forskellige afgrøder, på de enkelte afgrøder, og at der fastsættes en normal dosering for hver af disse anvendelser. I dag beregnes behandlingshyppigheden både på basis af salget af pesticider og det forbrug (fra SJI databasen) af pesticider, som brugerne af pesticider skal indrapportere hvert år. Behandlingshyppigheden er – modsat forbruget målt i kg pesticidaktivstof – et mål for intensiteten af pesticidforbruget, og er derfor en meget bedre indikator at opgøre pesticidforbrug på.

Siden 1997 er der vedtaget seks handlingsplaner for nedsættelse af pesticidforbruget. Forbruget målt som kg virksomt stof er faldet markant siden 1980'erne, mens behandlingshyppigheden ikke er faldet i en periode og faktisk er steget i de senere år. Siden 2011 har handlingsplanerne for nedsættelse af pesticiforbruget også fungeret som Danmarks nationale handlingsplan for bæredygtig anvendelse af pesticider; den handlingsplan, som EU kræver, at hvert EU land udarbejder.

Miljøstyrelsen udgiver hvert år rapporten Bekæmpelsesmiddelstatistik, som indeholder en statistik over salget af bekæmpelsesmidler og en opgørelse af både behandlingshyppigheden og pesticidbelastningen, inklusive PBI. Derudover er der en forbrugsstatistik, som bygger på de elektronisk indberettede oplysninger fra landmændenes sprøjtejournaler, der siden 2011 hvert år er indberettet til Miljøstyrelsen.

Af bekæmpelsesmiddelstatistikken fremgår det, at mens PBI er faldet siden 2011, så har behandlingshyppigheden været jævnt stigende i den samme periode. Det viser, at der er behandlet hyppigere med pesticider, men at risici forbundet med de anvendte pesticider er faldet.

• biocider
• pesticider og grundvand
• plantesygdomme
• skadedyr
• biologisk bekæmpelse

• Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddelstatistik