Minsk-aftalerne

Den første af de to Minskaftaler – Minskprotokollen – blev undertegnet den 5. september 2014 i Hvideruslands (Belarus') hovedstad Minsk mellem Rusland og Ukraine samt de to udbryderrepublikker Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk. Aftalen blev udfærdiget af den trilaterale kontaktgruppe for Ukraine bestående af OSCE, Rusland og Ukraine.

Aftalen blev undertegnet af Ukraines tidligere præsident Leonid Kutjma, Den Russiske Føderations ambassadør i Ukraine Mikhail Zubarov (f. 1953), OSCE's repræsentant, den schweiziske diplomat Heidi Tagliavini (f. 1950) og de daværende ledere af de to folkerepublikker Donetsk og Lugansk, henholdsvis Aleksandr Zakhartjenko (1976-2018) og Igor Plotnitskij (f. 1964).

Aftalen indeholder tolv punkter. Parterne forpligtede sig til øjeblikkelig våbenhvile og til at sørge for, at OSCE havde mulighed for at kontrollere overholdelsen. Magten i Ukraine skulle decentraliseres, bl.a. ved at vedtage lovforslaget om "Midlertidig ordning for lokalt selvstyre i visse distrikter inden for oblasterne Donetsk og Lugansk", ofte omtalt som "Loven om særstatus". Med "visse distrikter" mente man de to separatistkontrollerede, selverklærede folkerepublikker. Endvidere stod det i aftalen, at grænsen mellem Rusland og Ukraine skulle overvåges permanent af OSCE, og at der skulle oprettes sikkerhedszoner i grænseområderne. Gidsler og ulovligt internerede skulle øjeblikkeligt slippes fri. Desuden skulle Ukraine indføre en lov, som fritog personer involveret i krigshandlingerne i Donetsk og Lugansk fra strafforfølgelse. Den nationale dialog mellem parterne skulle fortsætte, og der skulle indføres tiltag for at forbedre den humanitære situation i de omstridte dele af Donbass. Endelig skulle fremskyndede lokalvalg afholdes i Lugansk og Donetsk i tråd med Loven om særstatus.

Til trods for indgåelsen af Den 1. Minsk-aftale fortsatte kamphandlingerne i Donbass, både de i Donetsk- og Luhansk-regionerne. Våbenhvilen blev brudt på begge sider. Den 19. september kom der derfor et tillæg til Minskprotokollen, hvor punkterne i protokollen blev præciseret. Den 28. september brød der alligevel kamphandlinger ud om kontrollen over Donetsks internationale lufthavn.

Den 2. november blev der afholdt lokalvalg i folkerepublikkerne Lugansk og Donetsk. Disse valg blev ikke anerkendt af EU og USA. Rusland anerkendte dem, men præciserede, at dette ikke nødvendigvis indebar anerkendelse af folkerepublikkernes selvstændighed.

I Ukraine var der blevet afholdt præsidentvalg den 25. maj og valg til nationalforsamlingen den 26. oktober. Magthaverne i de to folkerepublikker i Donbass/Østukraine havde forhindret indbyggerne der i at deltage i disse valg.

Efter at den internationale lufthavn i Donetsk blev erobret af separatister i januar 2015, blev Minskprotokollen i praksis sat ud af kraft. Kamphandlingerne tog til, og Den trilaterale kontaktgruppe mødtes igen i Minsk den 31. januar. Udsendinge fra de to folkerepublikker krævede, at aftalen blev revideret.

Den 11. februar blev en ny aftale undertegnet i Hvideruslands hovedstad mellem de samme fire parter – repræsenteret ved de samme personer, der undertegnede Minskprotokollen. Den nye aftale blev forhandlet på plads på topniveau af den russiske præsident Vladimir Putin, den ukrainske præsident Petro Porosjenko og den franske præsident François Hollande samt den tyske forbundskansler Angela Merkel. Dette samarbejde kaldes Normandie-formatet. Før indgåelsen af aftalen sad disse fire statsledere og lederne af de to folkerepublikker i Donbass sammen i 17 timer i træk og første hårde forhandlinger. Også denne aftaleproces foregik formelt i regi af OSCE.

Hovedindholdet var i alt væsentligt det samme som i Minskprotokollen: våbenhvile, oprettelse af en stødpudezone, fangeudveksling, OSCE-overvågning af fronten, bl.a. med satellitter og droner, samt en 30-dages frist for Ukraines nationalforsamling til at indføre selvstyre for visse områder i Donetsk og Luhansk. Dertil skulle der gennemføres en decentraliseringsreform i hele Ukraine gennem en grundlovsændring; grænsekontrollen mellem Rusland og Ukraine skulle genoprettes; alle fremmede styrker (også lejesoldater) skulle trækkes ud af Ukraine; og der skulle gives amnesti til der involverede i konflikten. Desuden skulle de fire lande i Normandie-formatet oprette et overvågningsorgan, som skulle træde sammen regelmæssigt.

Den 2. Minsk-aftale blev brudt ved flere lejligheder. Der var jævnlige brud på våbenhvilen, men med undtagelse af nogle få landområder, som blev indtaget af separatisterne, forblev våbenstilstandslinjen (også kaldt kontaktlinjen), hvor den lå ved indgåelsen af aftalen.

Der blev ikke gennemført nogen reform, som gav de to regioner Donetsk og Luhansk i Østukraine en særstatus, og der har ikke været afholdt frie valg i de to separatistkontrollerede folkerepublikker. Ukraine genvandt ikke kontrollen over statsgrænserne, som Minsk-aftalerne ellers lagde op til.

For Ukraine var det vigtigt først at genvinde kontrollen over territoriet, før reformer blev igangsat. Ukraine anså det for lidet sandsynligt, at lokalvalg i de områder, som blev kontrolleret af separatisterne, kunne gennemføres i henhold til OSCE-standarder, som Minsk-aftalen lagde op til. Muligheden for at gennemføre aftalerne efter det, der var hensigten i 2015, blev også formindsket af, at Rusland tilbød russisk statsborgerskab til indbyggerne i de separatist-kontrollerede områder. Dette tilbud benyttede 770.000 personer sig af.

Ruslands anerkendelse af folkerepublikkerne Lugansk og Donetsk, efterfulgt af aftaler om et forsvarssamarbejde i februar 2022, betød, at Minsk-aftalen i praksis blev sat ud af kraft. En sådan anerkendelse er ikke forenelig med målet om at reintegrere de separatistkontrollerede områder i Ukraine.

• Donbass
• Folkerepublikken Donetsk
• Folkerepublikken Lugansk
• Ukraine-konflikten
• Ukraines historie