I tiden efter sidste istid var rypelyng (Dryas spp.) udbredt i tundraområderne, som dækkede lavlandet i store dele af Europa. Efterhånden som det blev varmere, forsvandt den dog fra lavlandet, og i dag har den en disjunkt udbredelse, som fordeler sig mellem de skandinaviske fjelde og bjergområder i Mellem- og Sydeuropa.

Disjunkt udbredelse er en betegnelse, som benyttes inden for biogeografien. Den bruges om fx arter, slægter eller familier, hvis udbredelse er fordelt på to eller flere adskilte områder.

Disjunkt udbredelse kan opstå ved spredning over store afstande, men skyldes oftere, at en oprindeligt sammenhængende udbredelse er blevet opsplittet. Eksempelvis findes planten rypelyng (Dryas spp.) nu dels i den skandinaviske fjeldkæde, dels i de mellem- og sydeuropæiske bjerge. Derimod mangler den i dag i de mellemliggende lavlandsområder. Den kendes dog fra den postglaciale tundravegetation, bl.a. i Danmark, hvorfra den forsvandt, da klimaet blev varmere.

Nogle former for disjunkt udbredelse er så almindelige, at de har fået egne navne:

  • Amfiatlantisk udbredelse er forekomst på begge sider af Atlanterhavet og ses fx hos mange oprindeligt europæiske insektarter, der er indslæbt til det østlige Nordamerika.
  • Amfitropisk udbredelse vil sige, at en art findes både nord og syd for troperne, men ikke i troperne. Det gælder fx storkjove.
  • Arktoalpin udbredelse ses hos arter, der findes dels i højnordiske områder, dels over trægrænsen i bjerge. Et eksempel på dette er fjeldrype.
  • Boreomontan udbredelse betyder, at en art forekommer i dels det nordlige nåleskovsbælte, dels i nåleskovsbæltet i sydligere bjerge. Det ses fx hos tretået spætte.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig