skovbrand

Ved bekæmpelse af skovbrand forsøger man først og fremmest at hindre ildens ukontrollerede spredning. Blandt andet søger man at indkredse ilden ved at fjerne dens næring ved etablering af vegetationsløse brandbælter foran ilden (i vindretningen). Det sker ved at fælde træer eller ved kontrolleret afbrænding af vegetation, såkaldt modild, foran den ukontrollerede brand.

I nogle naturlige skovtyper, fx den boreale nåleskov, er skovbrand efter lynnedslag en naturlig del af økosystemets dynamik. Ved branden udslettes den gamle bevoksning helt eller delvis, hvorefter skoven forynges. Hvor ofte en skov brænder, afhænger af skovtype og klima. Den naturlige brandfrekvens regnes således for at være 80-120 år i boreal nåleskov, mens frekvensen i visse eukalyptusskove i Australien kan være helt oppe på omkring ti år.

Visse træarter, fx skovfyr, er specialiseret til foryngelse efter brand. Brandtilpassede skovøkosystemer findes især i tørre områder og på jordbundstyper med ringe vandholdende evne, fx sand.

Effektiv flyovervågning, varsling og bekæmpelse af skovbrand har i bl.a. Sverige begrænset antallet og omfanget af skovbrande i en sådan grad, at skovbruget er begyndt at gennemføre kontrollerede og afgrænsede skovafbrændinger for at sikre levesteder for de organismer, der er afhængige af forholdene efter skovbrand.

• menneskeskabte klimaforandringer
• tørke
• klitplantage