Faktaboks

Viktor Agartz
Født
15. november 1897, Remscheid, Tyskland
Død
9. december 1964, Marienheide, Tyskland
Titel
Dr.rer.pol.

Viktor Agartz var en tysk socialistisk økonom, fagforeningsmand og medlem af det tyske socialdemokrati SPD. Han blev i efterkrigstidens Tyskland kendt for sine forestillinger om økonomisk demokrati (Wirtschaftsdemokratie) og ekspansiv lønpolitik.

Uddannelse og karriere

Viktor Agartz studerede økonomi, retsvidenskab og politologi ved universiteterne i Marburg og Køln. Hans ph.d.-afhandling i politologi fra 1924 handlede om arbejdernes reaktioner på foranstaltninger til forbedring af arbejderbeskyttelsen. I Weimarrepublikken blev han medlem af SPD, hvor han tilhørte venstrefløjen. Under nationalsocialismen arbejdede han videre som økonom i forbrugerkooperationen til 1939, derefter i et privat revisionsfirma, hvilket gav mindre synlighed i en situation med voksende politisk repression. Efter attentatforsøget mod Hitler d. 20. juli 1944 blev der udstedt en arrestordre mod ham. Resten af krigen levede han i skjul hos venner.

Efter krigen engagerede Agartz sig i genopbygningen af fagforeningerne i Tyskland. Han blev i 1946 generalsekretær for det økonomiske råd i den britiske besættelseszone, hvor han agumenterede imod den allierede demontagepolitik. Samme år blev Agartz valgt til SPD's hovedbestyrelse, hvor han spillede en vigtig rolle som økonomisk teoretiker. En kort periode repræsenterede han SPD i landdagen i Nordrhein-Westfalen. Han påvirkede partiets kurs i økonomiske spørgsmål med sine socialistiske forestillinger, indtil den reformistiske fløj i SPD fik overhånden efter Kurt Schumachers død i 1952. Fra 1948 til 1955 ledede Agartz den tyske fagbevægelses institut for økonomisk forskning, men i partiet blev han i stigende grad kørt ud på et sidespor i takt med, at SPD bevægede sig i retning af sit store reformprogram, Godesbergerprogrammet (1959).

1955-1961 udgav Agartz det venstresocialistisk orienterede videnskabelige tidsskrift WISO – Korrespondenz für Wirtschafts- und Sozialwissenschaften. En del af oplaget blev aftaget af østtyske institutioner, og i 1957 blev Agartz arresteret og anklaget for landsforræderi på grund af et påstået samarbejde med DDR. Den vesttyske højesteret Bundesgerichtshof frifandt ham dog samme år. Men da Humboldt-Universitetet i Østberlin i 1958 gjorde ham til æresdoktor, fik han frataget sit medlemskab af SPD, begrundet i "partiskadelig adfærd". Agartz, der siden nazismens år havde kæmpet med helbredsproblemer, døde i 1964 som en bitter mand.

Værk

Agartz blev særligt kendt for to koncepter: økonomisk demokrati (Wirtschaftsdemokratie) og ekspansiv lønpolitik.

Økonomisk demokrati

Hans forestillinger om økonomisk demokrati handlede om at skabe en lovmæssigt forankret medbestemmelse i virksomheder. Det handlede dog for Agartz ikke blot om de sædvanlige socialpartnerskaber, hvor arbejdsgivere og -tagere med jævne mellemrum mødes og aftaler diverse forhold om arbejdstagernes rettigheder. Snarere handlede det om en mere grundlæggende demokratisk orden i økonomien. Dertil hørte en omfattende nationalisering af store grene af økonomien, herunder den tunge industri, bankvæsenet og råstofindustrien. Markedet havde en mindre betydningsfuld rolle, mens en omfattende rammeplanlægning skulle muliggøre dette. Agartz havde dog også forestillinger om, at planlægning gradvist skulle integrere markedselementer og overgå til en slags indirekte frem for direkte styring.

Ekspansiv lønpolitik

Hvad angår ekspansiv lønpolitik, handlede det for Agartz om at skabe vækst i økonomien ved at øge arbejdernes købekraft. Lønningerne måtte altså gerne stige mere end produktivitetstilvæksten, hvis det kunne skabe dynamik i økonomien, og en social omfordeling til lønmodtagernes fordel var ønskværdig. Denne lønpolitik havde for Agartz ikke kun et økonomisk, men også et politisk sigte, nemlig at inddæmme arbejdernes og fagforeningernes krav.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig