Kalken er dannet i havet i Danien for ca. 64 millioner år siden og består for en stor dels vedkommende af forsteninger (fossiler) af bundlevende dyr. Den kan deles op i to grupper: bryozokalk, der er domineret af mosdyr (bryozoer), og koralkalk. Begge disse dyregrupper har opbygget banker, såkaldte biohermer, på havbunden. Faxe Kalkbrud er det eneste sted i Danmark, hvor koralkalken er blottet, mens bryozokalk kendes fra flere lokaliteter.
Bryozobankernes indre opbygning markeres af lag af mørk flint; koralbankerne indeholder derimod ikke flint, og deres indre opbygning er vanskelig at se. Koralbankerne har udgjort stejle, over 20 m høje strukturer på havbunden, mens bryozobankerne har været væsentlig lavere og fladere. Begge typer kalk indeholder mange velbevarede forsteninger. Foruden koraller og bryozoer optræder der forsteninger af krabber, nautiler (blæksprutter med oprullet skal), muslinger, snegle, søpindsvin, søliljer, brachiopoder og havsvampe samt tænder af hajer og benfisk. Der er ikke fundet rester af lyskrævende organismer i koralkalken, og typen af koraller tyder på, at koralbankerne er dannet på relativt dybt vand. Andre dele af kalken i Faxe Kalkbrud indeholder derimod tegn på lavere dannelsesdybde; dybdeforholdene har altså varieret betragtelig i løbet af den periode, hvor kalken blev dannet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.