Faktaboks

Carl Heinrich Heims

Carl Heinrich Ludvig Heims

Født
24. maj 1817, Altona, Tyskland
Død
Flensborg, Tyskland (formentlig)
Levetid - kommentar
Død efter 1864
Profession
Kobberstikker
Familie
Forældre: Handelsmand G.C. Heims og NN. Gift 25.6.1846 i København med Carolina Dorothea Christiane Scheuermann.
Portræt af Bertel Thorvaldsen i San-Luca Akademiets dragt (efter C.W. Eckersbergs maleri fra 1814), stylografi. Værket er ikke dateret.
Af /Thorvaldsens Museum/ E2035.

Carl Heinrich Heims var en tysk kobberstikker, der stammede fra Altona. Han kom som 21-årig til København for at færdiggøre sin uddannelse som arkitekt, men fandt ud af, at han hellere ville arbejde med tegning og grafik. Efter sin uddannelse som kobberstikker eksperimenterede Heims med forskellige grafiske teknikker. I 1848 opfandt Heims en ny kobberstikteknik, kalkkotypi.

Carl Heinrich Heims' uddannelse og virke

Carl Heinrich Heims startede en uddannelse som arkitekt i Altona. I årene fra 1838 til 1840 gik han på Kunstakademiet i København hos historiemaleren J.L. Lund. Fra 1840 ernærede han sig desuden som tegner ved Zoologisk Museum i København.

Heims' eksperimenter med grafiske teknikker

Efter en videreuddannelse som kobberstikker eksperimenterede Carl Heinrich Heims med forskellige grafiske teknikker, tidligst med stylografi, opfundet af kobberstikkeren Peter Christian Schøler.

Selv opfandt Heims også en kobberstikteknik, kalkkotypi, i 1848. Det var en form for højtryksteknik, fremkommet ved ætsning af pladen, der som noget nyt muliggjorde kobberstikkets anvendelse i bogtryk.

Forsøg på udbredelse af kalkkotypi i Berlin og Paris

For at søge at udbrede sin nyopfindelse i Europa rejste Heims til Berlin, hvor han opholdt sig i to længere perioder, i årene fra 1849 til 1854 samt fra 1858 til begyndelsen af 1860'erne, med en mellemliggende periode i Paris fra 1854 til 1858. I disse år arbejdede han med sin opfindelse, hvor han udførte flere tryk i den ny teknik. Kalkkotypien formåede dog ikke at konkurrere med de gængse bogtrykbare teknikker, litografi og kemitypi.

Tegnelærer i Flensborg fra 1864

Efter således at have rejst rundt i Tyskland og Frankrig i en årrække tog Carl Heinrich Heims en autoriseret tegnelærereksamen i Berlin i 1860 og bosatte sig efter krigen i 1864 i Flensborg, hvor han arbejdede som tegnelærer ved Flensborg Gymnasium og Realskole.

Udvalgte værker

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig