Faktaboks

Axel Salto

Axel Johannes Salto

Født
17. november 1889, København
Død
21. marts 1961, Frederiksberg

Axel Salto var en dansk maler, grafiker, keramiker og forfatter, som har modtaget en række udmærkelser, og som i nutiden især er kendt for sine keramiske værker.

Axel Saltos kunstneriske virkefelt var bredt og hang nøje sammen med en trang til at afsøge motivets forskellige ekspressive muligheder. Den antikke myteverden, hjortefiguren og naturmystikken er gennemgående motiver i hans kunst, der kan kendetegnes ved ornamental forenkling.

Axel Saltos uddannelse og tidlige karriere

Han blev uddannet på Kunstakademiet 1909-1914.

Axel Salto var fra 1911 blandt de første i den gruppe af unge kunstnere, der om sommeren malede på Christiansø. Med sine ekspressive malerier med rod i renæssancens og barokkens store figurstil tilhørte han kredsen af modernismens banebrydere i Danmark.

Han grundlagde og udgav 1917-1920 det polemiske kunsttidsskrift Klingen og stiftede 1921 malersammenslutningen De Fire sammen med Svend Johansen, Karl Larsen og Vilhelm Lundstrøm, som han udstillede med til 1928.

Keramisk arbejde

Axel Salto. Kraftens Kerne, u.å. Foto fra udstillingen Axel Salto - Stentøjsmesteren, CLAY Keramikmuseum i 2017.
Kraftens Kerne
Af /Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.

Maleriet trådte efterhånden noget tilbage for de keramiske arbejder, som først omfattede det polykrome porcelæn for Bing & Grøndahl (1923-1925), dernæst stentøj i samarbejde med Carl Halier (1929-1930), Saxbo (1931-1932), Bode Willumsen (1930'erne) og fra begyndelsen af 1930'erne for Den Kgl. Porcelainsfabrik. Samarbejdet med Den Kgl. Porcelainsfabrik varede frem til hans død i 1961.

Stentøjet inddelte han i tre stilarter: den riflede, den knoppede og den spirende stil. Titler som Kraftens Kerne (1956, CLAY Keramikmuseum) og Den tingen iboende Kraft (1956, Designmuseum Danmark) afspejler tillige hans søgen mod metafysikken og naturens vækstdrama.

I 1951-1959 ledede Salto fornyelsen af Jørgen V. Sonnes frise på Thorvaldsens Museum; farvepudsteknikken anvendte han til flere udsmykningsopgaver.

Udgivelser og medaljer

Axel Salto har selv redegjort for sin kunst i egne gennemillustrerede bøger som Salto's Keramik (1930), Salto's Træsnit (1940) og Den spirende Stil (1949).

Ovids Elskovskunsten (1917) var den første af en række klassiske bøger, han illustrerede.

Han var medlem af Grønningen 1935-1945 og modtog Eckersbergs Medalje i 1938 for maleriet Hjortekamp, 1938 og Prins Eugens Medalje i 1959.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig