Interdikt

L'Interdit ("Interdiktet"), maleri af Jean-Paul Laurens fra 1875.

Interdikt (af latin: interdictum, "forbud", af interdicere, "forbyde ved dekret") er i kanonisk ret en kirkelig censur eller straf, hvorved personer, grupper, steder eller hele områder helt eller delvis udelukkes fra visse kirkelige goder, navnlig offentlig gudstjeneste, sakramenter og kirkelig begravelse, uden nødvendigvis at udelukkes af kirkens fællesskab. Interdikt adskiller sig dermed fra ekskommunikation, der rammer selve kirkefællesskabet, og fra suspension, der begrænser en gejstligs beføjelser. Paven eller anden kompetent kirkelig myndighed kan "lyse interdikt" over et område eller en person både som censur for at fremkalde lydighed eller forbedring og som tidsbestemt straf.

Interdikt kunne være lokalt eller personligt, generelt eller partikulært og undertiden blandet, så både personer og steder blev ramt. Et lokalt interdikt kunne omfatte alt fra en enkelt kirke eller by til et helt land, mens et personligt interdikt kunne ramme et enkelt menneske eller et kollektiv som et domkapitel, kloster eller en hel befolkning. I sin strengeste middelalderlige form kunne det være en forfærdende og særdeles indgribende kollektiv straf, fordi kirkelige handlinger i vidt omfang kunne standses i et helt område, også for uskyldige. Gennem middelalderen blev der dog indført lempelser og undtagelser, bl.a. for nødvendige sakramenter, døende og visse store højtidsdage.

Interdiktet havde rødder i den ældre kirkes disciplin, men udviklede sig navnlig fra 1000-tallet og blev i højmiddelalderen et betydeligt kirkeligt pressionsmiddel over for verdslige herskere og myndigheder. I middelalderens stærkt kirkeligt prægede samfund kunne selv truslen om interdikt lægge betydeligt pres på magthavere, men virkningen aftog efterhånden som straffen blev hyppigere anvendt og lokale kirkelige forhold begrænsede dens gennemslagskraft. Den mest berømte bruger var pave Innocens 3., som i 1200 lagde Frankrig under interdikt for at tvinge kong Filip August til at genoptage ægteskabet med Ingeborg af Danmark, efter at han havde forkastet hende til fordel for Agnes af Meran. Pave Gregor 9. anvendte i 1228 en særlig mobil form ved at lægge interdikt over alle de steder, hvor kejser Frederik 2. opholdt sig.

Også i Danmark blev interdikt gentagne gange anvendt under konflikterne mellem kronen og kirken i 1200- og 1300-tallet. Roskilde Stift blev interdikteret i 1259, hele landet i 1266 og igen efter kong Erik Menveds fængsling af ærkebiskop Jens Grand i 1294 samt efter pave Bonifacius 8.s dom i 1299. Den omfattende anvendelse samt de mange lempelser og undtagelser svækkede efterhånden interdiktets virkning, og generelle lokale interdikter gik efter middelalderen gradvis ud af almindelig brug, mens især personlige og mere begrænsede former fortsatte i den romersk-katolske kirkeret. Den protestantiske kirkeret overtog ikke interdiktet som selvstændig strafform.

Former og retsvirkninger

En udgave af Decretum Gratiani, et grundlæggende middelalderligt værk inden for kanonisk ret.

Interdiktets grundlæggende virkning er udelukkelse fra hele eller dele af kirkens liturgiske og sakramentale liv. De berørte kirkelige goder omfatter navnlig gudstjenesten og øvrige liturgiske handlinger, sakramenterne samt kirkelig begravelse og begravelsesritualer. Interdiktet kunne navnlig indebære forbud mod prædiken, sakramenternes forvaltning og kirkelig jordfæstelse, hvorved nydelsen af kirkens goder midlertidigt blev suspenderet.

Et interdikt kunne udstedes af paven eller af en biskop inden for dennes stift. Mere generelt kunne enhver kirkelig prælat med jurisdiktion in foro externo pålægge sine undersåtter eller sit område et interdikt. Det kunne følge direkte af loven eller pålægges ved en konkret afgørelse og kunne derfor efter den ældre kanoniske terminologi være enten latae sententiae eller ferendae sententiae.

Lokalt, personligt og blandet interdikt

Den grundlæggende sondring går mellem lokalt interdikt (latin: interdictum locale) og personligt interdikt (latin: interdictum personale). Et lokalt interdikt rammer direkte et geografisk område eller en hellig bygning og derigennem indirekte de personer, der opholder sig dér, mens et personligt interdikt rammer en bestemt fysisk eller juridisk person eller gruppe direkte.

Et lokalt interdikt kunne være generelt (interdictum generale) og omfatte eksempelvis et helt land, en landsdel, provins, et stift eller en by, eller partikulært (interdictum particulare) og alene gælde en bestemt kirke eller anden lokalitet, hvor gudstjeneste fandt sted. Det kunne således strække sig fra en enkelt kirke til en hel stat.

Et personligt interdikt kunne tilsvarende være generelt og ramme en hel gruppe eller juridisk person, eksempelvis et domkapitel, et kloster, et præsteseminarium, en bys borgere eller en hel landsdels befolkning, eller partikulært og ramme en bestemt person såsom en biskop eller anden gejstlig. Et generelt personligt interdikt fulgte medlemmerne af den ramte gruppe, også når de opholdt sig uden for det oprindelige område. En person, der ophørte med at tilhøre gruppen, ophørte derimod med at være omfattet. Et medlem kunne således ikke blot frigøre sig ved at skifte opholdssted, mens eksempelvis en kannik, der blev overført til et andet beneficium, ikke længere var medlem af det interdikterede kapitel.

Som mellemform fandtes det blandede interdikt (latin: interdictum mixtum, også ambulatorium), hvor både personer og steder blev ramt. Det kunne eksempelvis indebære, at ethvert område, hvor en bestemt interdikteret person opholdt sig, automatisk blev omfattet, så længe personen befandt sig dér. Et interdikt over en by og dens indbyggere kunne tilsvarende indebære, at indbyggerne fortsat var under interdikt, selv når de opholdt sig uden for byen.

Interdiktet kunne yderligere være totalt, når forbuddet omfattede alle de kirkelige goder, som interdiktet kunne vedrøre, eller partielt, når kun enkelte dele var omfattet.

Forholdet til ekskommunikation og suspension

Ekskommunikationen af Robert den Fromme, maleri af Jean-Paul Laurens fra 1875. Interdikt adskiller sig fra ekskommunikation ved ikke i sig selv at udelukke den ramte fra kirkens fællesskab.

Interdiktet adskiller sig fra ekskommunikation ved, at det ikke i sig selv udelukker den ramte fra de troendes fællesskab eller det kristne samfund, selv om de konkrete religiøse handlinger, som forbydes, i betydeligt omfang kan svare til følgerne af ekskommunikation. Et personligt interdikt kan derfor beskrives som en form for delvis ekskommunikation. Interdiktet kunne være forbundet med band, men kunne også anvendes selvstændigt og gik som den mildere foranstaltning undertiden forud for ekskommunikation.

Interdiktet adskiller sig også fra suspension. Suspension rammer en gejstligs beføjelser som gejstlig, mens interdiktet principielt rammer de rettigheder, som en person har som medlem af kirken. En præsts kirkelige jurisdiktion ophører derfor ikke nødvendigvis ved et interdikt, selv om han ikke må udøve sine funktioner over for interdikterede personer eller i interdikterede kirker og områder. Når et personligt interdikt blev anvendt over for en gejstlig, kunne det dog praktisk beskrives som en mildere form for suspension.

Nogle teologer beskriver det personlige interdikt som "ensbetydende med ekskommunikation", mens andre skelner mellem de to ved netop at fremhæve, at interdiktet ikke afskære den ramte fra kirkefællesskabet.

Censur og straf

Interdikt kunne efter den ældre kanoniske ret pålægges enten som censur eller som egentlig straf. Som censur havde det til formål at få den skyldige til at opgive sin modstand og forbedre sig og var derfor som regel tidsubestemt, indtil den ønskede handling eller forsoning fandt sted. Som straf kunne interdiktet derimod fastsættes for en bestemt periode uden krav om en efterfølgende personlig forbedringshandling.

Kun det partikulære personlige interdikt var i denne forstand altid en egentlig censur, fordi det alene ramte bestemte personer og forudsatte personlig skyld. Lokale og generelle personlige interdikter kunne derimod ramme uskyldige sammen med skyldige, eftersom de var rettet mod et kollektiv, en juridisk person, en offentlig myndighed eller en hel befolkning. Et domkapitel kunne således blive interdikteret på grund af en beslutning, selv om enkelte kannikker havde stemt imod den, og et lokalt interdikt over en by ville nødvendigvis også ramme indbyggere, der ikke selv havde deltaget i den handling, som havde udløst straffen. Interdiktet blev derfor historisk et særligt middel til at lægge pres på et kollektiv gennem begrænsning af hele dets kirkelige liv.

Gudstjeneste, sakramenter og begravelse

Et fuldstændigt lokalt interdikt indebar oprindelig et omfattende forbud mod sakramenternes forvaltning, gudstjenestens fejring og kirkelig begravelse. Allerede tidligt blev der dog indført en række lempelser, navnlig af hensyn til uskyldige og personer i livsfare. Dåb af børn i livsfare kunne tillades, og bod, nadver eller viaticum kunne meddeles døende. Under et generelt interdikt var bl.a. dåb, konfirmation og bod tilladte handlinger, mens den ældre kanoniske ret tillod privat administration af sakramenter, der blev anset for nødvendige.

I den senere middelalder blev der indført yderligere undtagelser. Stille messe kunne holdes bag lukkede kirkedøre, og i visse tilfælde kunne gudstjeneste tillades én gang ugentligt. Gudstjenester med åbne døre kunne desuden tillades på de største højtidsdage. Blandt de udtrykkeligt undtagne fester nævnes jul, påske, pinse, Marias himmelfart og Corpus Christi. Visse klosterordener, eksempelvis franciskanerne, opnåede desuden særlige privilegier under interdikt.

Under et generelt lokalt interdikt kunne privat messe og korbøn fortsat finde sted bag lukkede døre, og konfirmation kunne meddeles. Ældre kanonister havde ikke anset den sidste olie for tilladt under sådanne forhold, men Pius 10. tillod den.

Et partikulært lokalt interdikt havde tilsvarende virkninger, men alene inden for den berørte kirke eller lokalitet, og de almindelige lempelser for et generelt interdikt gjaldt ikke nødvendigvis. Den, der bevidst lod gudstjeneste fejre på et ved navn interdikteret sted, kunne efter den daværende kanoniske ret automatisk pådrage sig forbud mod at træde ind i en kirke, indtil tilfredsstillelse var ydet. En gejstlig, der bevidst fejrede gudstjeneste på et udtrykkeligt interdikteret sted, blev anset for irregulær. Denne bestemmelse blev derimod ikke anvendt på en præst alene for at have meddelt et sakramente til en interdikteret person.

Ved et partikulært personligt interdikt måtte den ramte ikke deltage i gudstjeneste eller messe. Hvis vedkommende var interdikteret ved navn, skulle han eller hun bortvises, men hvis personen nægtede at forlade kirken, behøvede gudstjenesten ikke derfor at blive afbrudt. Den ramte kunne ikke kræve kirkens sakramenter, med undtagelse af bodens sakramente og viaticum, og skulle nægtes kirkelig begravelse. Messe og de almindelige forbønner kunne dog fortsat holdes for vedkommende. En gejstlig, der overtrådte et sådant interdikt, kunne pådrage sig irregularitet.

Præster, som krænkede et interdikt, kunne afsættes eller endog bandlyses.

Forbud mod at træde ind i kirken

En særlig partiel form var interdikt mod at træde ind i kirken (latin: interdictum ab ingressu ecclesiae). Det var en personlig censur med det formål at fremkalde forbedring hos den skyldige og forbød vedkommende at tage del i gudstjeneste inde i kirken samt at få kirkelig begravelsesceremoni dér.

Uden for kirkebygningen var den ramte derimod i princippet ikke omfattet af yderligere begrænsninger: vedkommende kunne deltage i gudstjeneste og modtage sakramenterne i et privat kapel og kunne opholde sig i kirken til privat bøn, når der ikke blev holdt gudstjeneste. Interdiktet blev ophævet ved absolution efter passende fyldestgørelse for forseelsen. Et eksempel kunne være en biskop, der uden at være ekskommunikeret blev forbudt at træde ind i kirken og derfor hverken måtte celebrere eller bistå ved de kirkelige officier dér.

Cessatio a divinis

En beslægtet foranstaltning var cessatio a divinis, hvor gejstligheden blev pålagt at ophøre med gudstjenesten. Virkningerne svarede i høj grad til et partikulært lokalt interdikt, idet gudstjeneste og sakramentforvaltning på et bestemt helligt sted blev indstillet. Forskellen var, at foranstaltningen ikke blev pålagt på grund af en forbrydelse begået af de gejstlige, der skulle overholde den, men fungerede som en manifestation af sorg og en form for soning for en alvorlig krænkelse af et helligt sted. Den indtrådte ikke automatisk, men blev pålagt af den kompetente kirkelige foresatte under de betingelser, denne fastsatte.

Historisk udvikling

Pave Innocens 3., under hvis pontifikat interdiktet blev et betydningsfuldt kirkeligt pressionsmiddel. Fresko fra omkring 1219.

Interdiktet har rødder i oldkirkens disciplinære system, men udviklede sig først gradvis til en selvstændig kirkelig strafform. Der findes spor fra 500-tallet, og i 869 lagde Hincmar af Laon hele sit stift under et forbud af denne karakter, hvilket førte til skarp kritik fra Hincmar af Reims. Ifølge Adémar af Limoges' krønike lod biskop Alduin i 994 kirker og klostre standse gudstjenesten som straf for befolkningens forseelser. Ordningen blev endnu omtalt som ekskommunikation. Et tilsvarende forslag blev fremsat af abbed Odolric af Saint-Martial på kirkemødet i Limoges i 1031.

Først i 1000-tallet fik interdiktet en fast og anerkendt plads blandt det romerske kirkehierarkis disciplinære midler. Det udviklede sig i denne periode delvis ud af bandlysningen, idet en bestemt følge af bandet efterhånden blev en selvstændig straf. Interdiktet blev navnlig fra 1100- og 1200-tallet et fremtrædende kirkeligt magt- og pressionsmiddel og blev anvendt i konflikter mellem kirkelig og verdslig myndighed.

Det generelle lokale interdikt var middelalderens mest karakteristiske form og kunne praktisk indebære næsten fuldstændig suspension af det liturgiske og sakramentale liv i et helt område. Netop fordi straffen ramte et helt samfund for handlinger begået af dets hersker, myndigheder eller enkelte medlemmer, kunne den anvendes som kollektivt pres på verdslige magthavere.

Middelalderlige eksempler

Blandt de tidlige eksempler nævnes Hadrian 4.s interdikt over selve Rom i 1155. Alexander 3. anvendte interdikt mod Skotland i 1181.

Den mest berømte bruger af interdiktet var Innocens 3.. I 1200 lagde han Frankrig under interdikt for at tvinge kong Filip August til at genoptage sit ægteskab med Ingeborg af Danmark, efter at han havde forkastet hende til fordel for Agnes af Meran. I 1208 lagde han England under interdikt i konflikten med Johan uden Land om valget af Stephen Langton til ærkebiskop af Canterbury. Interdiktet varede indtil kongens underkastelse i 1213. Hverken det franske eller engelske interdikt blev dog fuldstændigt overholdt.

Innocens 3. lagde også Norge under interdikt i forsøget på at besejre den bandlyste kong Sverre Sigurdsson, men med endnu mindre virkning. Gregor 9. lagde i 1228 interdikt over alle de steder, hvor kejser Frederik 2. opholdt sig, en form der svarede til det blandede eller ambulante interdikt.

Et andet historisk eksempel er interdiktet over Prag i forbindelse med Jan Hus' virksomhed.

Interdikt i Danmark

I Danmark blev interdikt anvendt flere gange under middelalderens konflikter mellem kronen og kirkens prælater, navnlig i 1200- og 1300-tallet.

Vejlekonstitutionen af 1256 truede med interdikt som følge af indgreb mod kirkens rettigheder. I 1259 lagde Roskildebispen Peder Skjalmsen interdikt over Roskilde Stift, og i 1266 forkyndte den pavelige legat Guido interdikt over hele Danmark. Dette blev dog kun i begrænset omfang overholdt.

Ved Jens Grands fængsling i 1294 faldt Danmark atter under interdikt, men heller ikke dette vakte større frygt. Efter pave Bonifacius 8.s dom i 1299 blev der på ny lagt interdikt over hele landet. Denne gang bidrog presset væsentligt til, at kong Erik Menved søgte fred med kirken.

Tilbagegang og senere anvendelse

Pave Pius 10., der i 1909 lagde byen og forstæderne til Adria under interdikt i femten dage.

Den meget omfattende brug af interdiktet fra 1200-tallet og frem svækkede efterhånden dets virkning. Gentagne lempelser, undtagelser og privilegier gjorde samtidig de generelle lokale interdikter mindre effektive, og de gik efter middelalderen gradvis ud af almindelig brug.

Det sidste pavelige generelle interdikt over en hel større region anses for at være Paul 5.s interdikt over Venedig i 1606, som blev ophævet året efter. Derimod fortsatte forskellige personlige og mere begrænsede interdikter. I 1800-tallet blev det personlige interdikt bl.a. anvendt over for personer, der tilbageholdt kirkens ejendom, medvirkede til drab på en biskop eller krænkede kirkens asylret. Som eksempel kan nævnes Pius 9.s bulle af 12. oktober 1869.

Et markant senere eksempel var Pius 10.s interdikt over byen og forstæderne til Adria i Norditalien den 30. september 1909. Det blev pålagt i femten dage som straf for et angreb på biskop Boggiani, der havde ønsket at flytte sin residens til Rovigo. Interdiktet forbød messe og andre offentlige liturgiske ceremonier, klokkeringning, offentlig sakramentforvaltning og højtidelig begravelse. Tilladt var barnedåb, sakramenter og viaticum til syge, privat ægteskabsvielse samt én ugentlig messe med henblik på fornyelse af den konsekrerede eukaristi. Overtrædelse blev efter dekretet betegnet som dødssynd, og en gejstlig kunne pådrage sig irregularitet.

I begyndelsen af 1900-tallet var generelle og lokale interdikter praktisk taget forsvundet fra den katolske kirkes normale praksis, mens det personlige interdikt fortsat bestod. Interdiktet blev dog lejlighedsvis genoptaget. Interdikt blev i enkelte tilfælde anvendt i det 20. århundrede, herunder et par byer, en sognekirke og et kloster. I 1920'erne blev interdikt desuden anvendt i Mexico.

Den protestantiske kirkeret har ikke overtaget interdiktet som selvstændig kirkeretlig strafform.

Litteratur

• Höjer, Torvald Magnusson (1910). "Interdikt". I Westrin, Th. (red.). Nordisk familjebok. Vol. 12 (2. udgave). Stockholm: Nordisk familjeboks förlags aktiebolag. s. 763-764.
• Boudinhon, Auguste-Marie (1910). "Interdict". I Herbermann, Charles George (red.). Catholic Encyclopedia (engelsk). Vol. 8 (1. udgave). New York City, USA: Robert Appleton Company. s. 73-75 – via Wikisource.
• Chisholm, Hugh, red. (1911). "Interdict". Encyclopædia Britannica (engelsk). Vol. 14 (11. udgave). Cambridge: Cambridge University Press. s. 684 – via Wikisource.
• Olrik, Hans Thorvald (1922). "Interdikt". I Blangstrup, Johan Christian (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. 12 (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 441-442.
• Kock, Ebbe (1939). "Interdikt". I Wallengren, Hans Ture Sigurd (red.). Svensk uppslagsbok. Vol. 13 (1. udgave). Malmø: Svensk Upplagsbok A.–B. s. 1187-1188.
• Skydsgaard, Kristen Ejner Buhl (1952). "Band". I Askmark, Ragnar; Molland, Einar; Rosenqvist, G. O.; Skydsgaard, K. E. (red.). Nordisk teologisk uppslagsbok för kyrka och skola. Vol. 1. Lund; København: C. W. K. Gleerups Förlag; Ejnar Munksgaard. s. 263-266 – via Projekt Runeberg.