Dissektion

Rattus norvegicus

Dissektion (af latin: dissectio 'sønderskæring', dannet af dis- og en afledning af secare 'skære') er en opskæring eller sønderskæring af dyre- eller menneskelig for at undersøge deres indre opbygning og fremstille anatomiske præparater. Rent metodisk er der tale om en undersøgelse af et ligs anatomi, som foretages ved at fritlægge legemets forskellige strukturer gennem en minutiøs partering. At dissekere kaldes også at anatomere.

Videnskabelige dissektioner blev første gang benyttet af ældre anatomer som Vesalius, Leonardo da Vinci og Niels Stensen. I deres videnskabelige virke dissekerede de friske lig fra dyr og mennesker, heriblandt henrettede.

I dag indgår dissektion stadig i forskellige former i medicinstuderendes undervisning i makroskopisk anatomi på bacheloruddannelsen. Her benyttes der donorlegemer i form af lig fra personer, som har testamenteret sig til universiteternes anatomiske institutter, og som før dissektionen er blevet balsameret for at forhindre forrådnelse. Ved systematisk at frilægge og undersøge strukturerne i disse donorlegemer får de studerende et praktisk og tredimensionelt kendskab til kroppens opbygning, strukturernes indbyrdes relationer og anatomiske variationer. Udover det rent faglige har undervisningen samtidig et stærkt professionsetisk sigte. De studerende skal overholde tavshedspligt, behandle den afdøde værdigt og lære at forene en faglig distance med respekt og omsorg. Dissektionssalen er derfor blevet beskrevet som et "etisk laboratorium", der giver de studerende en tidlig og praktisk indføring i lægerollens ansvar samt i håndteringen af følelsesmæssigt krævende situationer.

Dissektionsundervisning

Dissektion af donorlegemer anvendes i undervisningen i anatomi og giver lægestuderende adgang til autentisk menneskeligt materiale. Donorlegemer benyttes desuden til kirurgisk efteruddannelse og anatomisk forskning med henblik på blandt andet at udvikle operationsmetoder. Dissektion fungerer som supplement til medicinsk billeddannelse, idet små anatomiske strukturer og variationer ikke altid kan ses eller fortolkes entydigt ved eksempelvis MR- og ultralydsskanning. Den direkte undersøgelse af vævet kan derfor bidrage med detaljeret viden af betydning for diagnostik og kirurgi.

Københavns Universitet

Ved Københavns Universitets kropsdonationsordning bliver donorlegemerne til studenterundervisning konserveret gennem indsprøjtning af otte til ti liter formalinholdig konserveringsvæske via lårpulsåren. Efter nogle måneders konservering blev legemet gennemskyllet med omkring 120 liter sprit for at fjerne overskydende formalin og derefter opbevaret i sprit i omtrent et halvt år. Den samlede klargøring varede omkring et år og havde blandt andet til formål at gøre legemet sikkert at håndtere. Til de lægestuderendes kurser anvendtes intakte og konserverede legemer, mens forskere og færdiguddannede kirurger typisk arbejdede med materiale, der alene havde været nedfrosset og efterfølgende optøet.

På Panuminstituttet strækker dissektionskurset sig over nogle få måneder. Dissektionssalen under panuminstituttet rummer 22 flytbare stålborde med ét donorlegeme på hvert bord, og der er tilknyttet én instruktør for hver 12 studerende. Væv og legemsdele, som blev fjernet under dissektionen, bliver opbevaret i nummererede beholdere og efterfølgende lagt tilbage i den afdødes kiste.

Undervisningsfaciliteterne omfatter desuden en våd studiesal, hvor de studerende undersøger spritkonserverede legemsdele, og en tør studiesal med organer og anatomiske præparater i glasmontrer. De udstillede præparater bliver anvendt til selvstudium og identifikation af anatomiske strukturer. I 2018 var hovedparten af præparaterne 40–50 år gamle, mens enkelte var op mod 100 år. Samlingen bliver løbende udvidet med præparater fremstillet af særligt udvalgte medicinstuderende, som ansættes til dissektionsarbejde fra fjerde semester og frem til afslutningen af studiet.

Donorlegemerne danner også grundlag for anatomiske og kirurgiske undersøgelser. Der er blandt andet foretaget dissektionsstudier af håndleddets ledbånd, nerve- og blodforsyningen omkring brystet samt placeringen af borekanaler ved korsbåndsoperationer. Undersøgelser af begge brystregioner på 26 donorlegemer har eksempelvis påvist variationer i nervernes forløb både mellem forskellige personer og mellem kroppens to sider. Ved et andet studie blev der udført mere end 600 boreforsøg på 60 knæ for at undersøge placeringen af et rekonstrueret korsbånd. Kropsdonationsordningen afholdt i 2018 omkring 20 efteruddannelseskurser for op mod 350 kirurger om året.

En central skikkelse i dissektionsundervisningen ved Københavns Universitet var anatomen Jørgen Tranum-Jensen (1945–2026), der underviste i faget gennem mere end 50 år, og som i 2006 blev udnævnt til fagets første professor i klinisk orienteret anatomi. Fra 2006 og frem til 2022 var han ansvarlig for at lede universitetets kropsdonationsprogram. I denne position forestod han blandt andet fordelingen af donorlegemerne mellem anatomisk forskning, kirurgisk efteruddannelse og de lægestuderendes undervisning. Helt frem til sin død forblev han aktiv i den dissektionsbaserede undervisning, som rummede tusindvis af medicinstuderende, der gennem dissektion skulle lære kroppens indre opbygning. I den forbindelse forestod han særligt kursets indledende etiske præsentation.

Legemsdonation

Ved danske universiteter, herunder navnlig Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet i Odense, anvendes donerede legemer til sundhedsvidenskabelig undervisning af særligt læge- og tandlægestuderende samt til forskning i sygdomme og udvikling af nye behandlingsmetoder. På Københavns Universitet varetages ordningen af Institut for Cellulær og Molekylær Medicin (placeret på Panuminstituttet) under Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Universitetet modtager som udgangspunkt donationer fra området øst for Storebælt, mens Aarhus Universitet og Syddansk Universitet har tilsvarende ordninger, der dækker henholdsvis Jylland og Fyn. En donation kan dog efter flytning eller dødsfald vest for Storebælt eventuelt overføres til et af disse universiteter. Det er under ordningerne ikke muligt for den enkelte donor at øremærke sit legeme til et bestemt forskningsformål.

'Der skal danske lig på danske borde'

Historisk modtog Københavns Universitets ordning i begyndelsen af 1960'erne blot tre til fire donorlegemer om året. Dette ændrede sig dog markant, da Poul Henningsen, som selv donerede sit legeme, efterfølgende medvirkede til at udbrede kendskabet til ordningen gennem en kampagne under sloganet "Der skal danske lig på danske borde". Antallet af donationer er siden steget betydeligt; ordningen modtog således 318 legemer i 2017 og havde omkring 2018 en generel årlig tilgang på cirka 300. Langt de fleste opretter deres donationstestamente efter det fyldte 60. år, hvorefter der i gennemsnit går omkring 20 år fra testamentets oprettelse til donorens død.

Selve donationen etableres ved en testamentarisk erklæring, hvilket kræver, at donoren er fyldt 18 år og i stand til at forstå beslutningen. Erklæringen skal underskrives af enten to vitterlighedsvidner eller donorens egen læge. Efter registreringen medunderskriver universitetet erklæringen, opbevarer en kopi og udsteder et donorkort. I samme forbindelse kan donoren give universitetet tilladelse til efter dødsfaldet at indhente oplysninger om vedkommendes sygehistorie, hvilket i visse tilfælde kan øge legemets forskningsmæssige anvendelighed. Et donationstilsagn kan til enhver tid tilbagekaldes skriftligt.

Efter dødsfaldet foretrækker instituttet normalt at modtage den afdøde dagen efter, og legemet skal som udgangspunkt være instituttet i hænde senest fire døgn efter dødsfaldet, idet de naturlige nedbrydningsprocesser ellers kan forhindre dets anvendelse. Transporten og de øvrige praktiske forhold varetages af en bedemand, og den korte overførselsfrist udelukker ikke, at de efterladte kan afholde en afskedshøjtidelighed inden overførslen. Universitetet kan dog undlade at anvende donationen, hvis dødsfaldet sker i udlandet, eller hvis en særligt farlig smitsom sygdom, omfattende kvæstelser eller andre omstændigheder gør legemet uegnet til undervisning eller forskning. Såfremt myndighederne ikke har nedlagt forbud, kan instituttet dog fortsat modtage legemet for at efterkomme de pårørendes ønske, selvom det ikke længere kan anvendes.

Universitetets undersøgelser og opbevaring af legemet kan strække sig fra én dag til højst to år, om end visse dele af legemet kan indgå i instituttets samlinger i længere tid. Universitetet opretholder fuld anonymitet om donationen i både donorens levetid, under anvendelsen og efterfølgende, ligesom der eksempelvis ikke udleveres oplysninger om dødsårsagen til de efterladte.

Efter endt anvendelse afhentes hele legemet eller dele heraf af bedemanden, hvorefter de pårørende modtager det til begravelse eller kremering. Medmindre de efterladte træffer aftale om eksempelvis en kistebegravelse eller nedsættelse i et familiegravsted, bliver legemet kremeret, hvorefter urnen nedsættes i en anonym fællesgrav på enten Bispebjerg eller Søndermarken Kirkegård. Legemsdele, som har været bevaret i universitetets samlinger i længere tid til undervisning eller forskning, bliver tilsvarende kremeret senere og nedsat i en anonym fællesgrav. Universitetet afholder udgifterne til transporten til instituttet og den efterfølgende transport til et krematorium eller en kirkegård øst for Storebælt, mens alle øvrige udgifter påhviler dødsboet.

Se også

• Obduktion
• Systematik (biologi)
• Ligsyn
• Medicolegalt ligsyn
• Vivisektion