Spring til indhold

Digte 1803

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Forsiden.
Guldhornene oplæst af Anders Ø. Kristensen.

Digte 1803 er en dansk digtsamling af Adam Oehlenschläger udgivet i 1802. Den hed oprindeligt blot Digte og forfatteren var da krediteret som Adam Øhlenslæger. Digtsamlingen anses som Oehlenschlägers gennembrud og indeholder blandt andet "Guldhornene", "Hakon Jarls død" og Sanct Hansaften-Spil.

Digtsamlingen består af tre dele: "Romanzer", "Blandinger" og dramaet og Sanct Hansaften-Spil. Ti af digtene havde været udgivet før. For eksempel havde Oehlenschläger udgivet "Kongen i Leire" allerede i december 1801 i Siofna for Aaret 1802.[1.1]

Forsiden har et citat af Johann Wolfgang von Goethe:

Was ich irrte, was ich strebte
was ich litt und was ich lebte —
sind hier Blumen nur im Strauss!

med oversættelsen "Hvad jeg fejlede, hvad jeg stræbte, / hvad jeg led, og hvad jeg levede – / er her blot blomster i en buket." Det er et citat fra anden strofe af den tyske digters digt "An die Günstigen" fra Göthe's neue Schriften.[1.2]

Digtet "Skyttegraveren" angives som et eksempel på poesi med slutstillet udsagnsord (fjerde strofe).[2]

Hans Lokker vildt sig slynger,
Thi Stormen slyngte dem,
Hans Blikke Sorg nedtynger,
Han triner langsomt frem

Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs genudgivelse fra 2019 har efterskrift af Johan de Mylius og kom i deres række Danske Klassikere.[1]

Kalliope.org har digitaliseret førsteudgaven.[3]

Digtet "Den brustne Harpe" blev oversat a Xavier Marmier til fransk med udgivelse i 1837.[4]

Komponisten J.P.E. Hartmann

J.P.E. Hartmann satte musik til digtene "Jurabjerget" (1833) og "Guldhornene" (1832), henholdsvis opus 14 og opus 11.[1.3] En indspilning med Poul Reumert der reciterer "Guldhornene" til Hartmanns musik blev udgivet i 1954.[5]

Forsiden af nodehæfte med "Den elskende Bondeknøs" komponeret af Ida Henriette da Fonseca.

Jules Bouval satte musik til "La harpe brisée".[6] C.E.F. Weyse komponerede en melodi til digtet "Kongen i Leire",[7] mens Ida Henriette da Fonseca stod for en komposition til digtet "Den elskende Bondeknøs". Sopranen Helene Hvass Hansen har indsunget den sidstnævnte med udgivelse i 2018.

Danmarks Radio udsendte en tv-film den 24. juni 1972 med Sanct Hansaften-Spil instrueret af Sten Jørgensen og hvor Benni Andersen, Tove Hyldgaard, Poul Karlskov og Carl Nielsen medvirkede.[8] En anden tv-film med skuespillet blev udsendt den 16. december 1979 og var instrueret at Jørgen Leth.[9]

Digte 1803 er anset som en dansk klassiker og af Peter Stein Larsen endda kaldt "klassikeren over alle inden for dansk lyrik".[10] Med mindre entusiasme har Aage Kabell kaldt digtsamlingen en "blandet forretning" og anfører at afsnittet "Blandinger" er det svageste afsnit, men har dog Sanct Hansaften-Spil som hovedstykket.[11]

  1. ↑ Adam Oehlenschläger (19. august 2019). Digte. Danske Klassikere. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. ISBN 978-87-7533-246-5. Wikidata Q141835033.
    1. ↑ Side 300
    2. ↑ 313
    3. ↑ Side 303-304
  2. ↑ Lasse Gammelgaard (2013). "Omvendt ordstilling i prosa og metrisk poesi". Danske Studier: 48-65. ISSN 0106-4525. Wikidata Q141838099.
  3. ↑ https://kalliope.org/da/work/oehlenschlaeger/1803
  4. ↑ Xavier Marmier (15. juni 1837). "Poètes et romanciers du Nord: I. Œhlenschlœger". Revue des Deux Mondes (fransk). tome 10: 792-811. ISSN 0035-1962. Wikidata Q17361066.
  5. ↑ https://www.dansksproghistorie.dk/53
  6. ↑ https://www.lieder.net/lieder/get_text.html?TextId=109611
  7. ↑ https://ks15.imslp.org/files/imglnks/usimg/5/50/IMSLP44630-PMLP95896-Weyse_-_Konger_i_Leire.pdf
  8. ↑ "Sankt Hansaften-spil". Det Danske Filminstitut.
  9. ↑ https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/sanct-hansaften-spil
  10. ↑ Peter Stein Larsen (3. januar 2020). "Oehlenschläger: Det gælder om at sprænge sig ud på den anden side af det alment vedtagne". Kristeligt Dagblad. ISSN 0904-6054. Wikidata Q141839727.
  11. ↑ Aage Kabell (1981). "Sanct Hansaften-Spil" (PDF). Danske Studier: 32-44. ISSN 0106-4525. Wikidata Q63985746.